Om æstetikken i det at sejle – og fællesskaber omkring det at have træbåd

En vigtig ting for mig er æstetikken omkring det at sejle. Det skal være smukt og også gerne se smukt ud, også for andre. Jeg nøjes ikke med at nyde naturen omkring os, men bestræber mig også på at glæde mig selv og andre med synet af mit fine fartøj, og også med måden at sejle på.
Ingen unødig støj, ingen besværende dønning for andre, elegante havneanløb uden panik, gentlemanfærd.
Hjælpsomhed, venlighed, hensynsfuldhed og gæstfrihed er gamle klassiske dyder for sejlerfolket, og de bliver aldrig umoderne.

Men desværre må vi i høj grad sige at de trives bedst blandt de gamle og nostalgikerne.
Der er for langt imellem det blandt de mange andre.

Det må have noget at gøre med tradition og fællesskabskultur.

Derfor er det en lyst at være med i aktiviteterne i DFÆL - altså Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer - at møde al den skønhed og ikke mindst dyrkelsen af ovennævnte dyder.

Klik på billedet for at se i fuld størrelse



Det er i den forbindelse ironisk, at det at være træbådsejer alt for længe har haft en karakter af "lavere klasse", noget for fattigrøve, ihvertfald her i Danmark. Antageligvis skyldes det, at en gammel træbåd for mange bare har været en billig tilgang til at prøve det med at sejle. Det har kostet mange fine gamle træskuder livet at falde i hænderne på dem, der gjorde det fordi det var billigt, og ikke fordi de ønskede en træbåd. Det må forandres.
Det er i vore dage helt anderledes i USA, England, Tyskland og Sverige. Her dyrker man de gamle træbåde som var de skabt af Guds hånd. Det skal nok komme hertil, men vi kunne jo godt hjælpe det lidt på vej. Måske skyldes den særlige interesse i de andre lande, at der er så få træbåde tilbage; det skulle vi gerne undgå!

Vi må udbrede det at eje og sejle træbåd som det privilegium det er - den er jo et unikum.
Det demonstrerer klasse og overskud, at man magter at gøre det. Det andet er jo i vore dage blot et simpelt udtryk for masse-adfærd, der ikke kræver den store indsats eller forudsætninger: Køb en smart masseproduceret muskelsvulmende motorbåd – og lån til den på friværdien. (Nåh-ja, den fest er vist slut; nu ligger de lånerige vist yderst på øretævernes havnepladser...)
En moderne plastic-havcamper er latterligt billig i forhold til en velholdt træbåd, hvis man skal gøre indsatsen op i penge. Tænk, hvad vi kunne have tjent på overtid, hvis vi fantasiløst havde pligtarbejdet på jobbet i stedet for inspireret at lystknokle med træbåden.

En anden fordel ved dette træbådsroderi er det fællesskab, vi får opbygget som bådejere. Det er der ellers desværre ikke for meget af på moderne havne. I Roskilde har vi en særlig vinterplads for træbåde: ”Ormegaarden”.
Desværre er tendensen, at antallet af træbåde i Roskilde havn kun er svundet gennem de 15 år jeg har boet i Roskilde. Men her har vi ellers chancen for at hjælpe hinanden med problemerne med træbådene - og det er der også stærkt brug for på landsplan.

Vi er flere, der arbejder på at oprette et træbådsforum på nettet. En stor del af de både, der er blevet hugget op efter at have stået på skrammelpladsen på havnen, kunne have været reddet med de rette gode råd - og måske også lidt dåd. Et større og mere udbygget netværk mellem træbådsejerne kan også skaffe lokal hjælp til nødlidende.

Gamle og evigtgyldige dyder som hjælpsomhed og fællesskab - modsat tidens trend: egoisme og isolation.

***

Om sejl-sejling, egentlig....

Egentlig er det mærkeligt, at jeg går sådan op i at sejle uden motor.

Jeg har rodet utroligt meget med teknik og ikke mindst motorer, intet skræmmer mig fra den kant - kan skille næsten hvadsomhelst af den slags ad, reparere det og samle det igen.

Min barndom ved Sundet har i høj grad været tilbragt med min morfars fiskerbåd og min onkels fine gamle motorbåd (med Ford T-motor i) - og senere i min fars hurtigbåd. Jeg var ikke i tvivl om at de gamle både var de dejligste at være i. Min fars larmede og lugtede og gik ubehageligt i søen. Vi plagede ham evindeligt om at anskaffe en sejlbåd, eller i det mindste en deplacementbåd. Så kom han en dag hjem med en sejljolle - og så var min skæbne beseglet - og besejlet.

Så når jeg bruger så mange kræfter på det med motor i sejlbåde, er det ikke fordi jeg har noget imod selve motoren i dem, men det at sejlbådene stort set ikke sejler for sejl - fordi motoren har fået overtaget i sejlbåden.

Jeg hygger mig ind imellem med nogle ret nybagte motorbådsejere lige overfor på broen. De fortæller undrende, at de har snakket en del med sejlbådsfolk, der kalder sig sejlere med stort S, og som fremhæver deres egen måde at sejle på i forhold til "den dersens motorbåd", som mine genboer har fået sig - men de ser dem nu alligevel kun sejle for motor, når de møder dem derude. "Hvad skal de så egentlig med masten og sejlene?" siger de. Godt set af nogle nybegyndere, ikke?

Det er et valg om man vil have en motorbåd eller en sejlbåd.
.Jeg forstår meget vel charmen ved at have motorbåd.
Dels det rent udseendesmæssige, hvor jeg finder mange gamle motorbåde fantastisk elegante og formskønne, og dels fordi jeg sagtens forstår charmen ved at sejle så frigjort som man kan - direkte mod målet, eller feks. ind og ud af Ribe Kammersluse, når det passer een.

Og når det så foregår i adstadigt tempo og med lav støj, og med et rimeligt brændstofforbrug ( i disse CO2-tider).

Når jeg møder en fin gammel motorbåd, er jeg lige ved at vinke armen af led, mens mine mundvige er svære at få drejet opad, når et brølende udyr af en muskelbåd fræser lige foran mig og er ved at vælte mig ud af båden med sit bovvand.

Så jeg er altså ikke fanatiker (kun få fanatikere indrømmer, at de er det), men jeg dyrker den ædle sejlsport for sejl i dens mest rendyrkede form - som en helt selvstændig sportsgren: sejl-sejlingen.

Det giver nogle helt andre udfordringer, ligesom at løbe off-piste langrendsski i stedet for slalom. Man kan ikke, hvad man vil, for man må forlade sig på naturens præmisser - og ens egen kunnen og udholdenhed.

Man skal ikke tænke på at komme i havn - og indrette sit havnevalg derudfra - for at hente brændstof, ligesom man i ski-langrend ikke behøver at bekymre sig om, hvordan man kommer hen til liften - eller hvor lang kø der mon er foran den.

Frihed og uafhængighed af teknisk hjælpeudstyr, det er hvad rigtig langrend og sejlsejling går ud på.

At løbe linen helt ud ad den vej kunne godt opfattes som fanatisk, men det er ikke hele sandheden. Der er noget forskning i det. Jeg er særdeles historisk interesseret, og jeg opfatter det nærmest som en form for videns-, kunnens- eller mentalitets-arkæologi at afprøve metoder og muligheder som ren sejl-sejler.

Sådan har man transporteret sig i hundredevis af år, og det har gjort noget ved bevidstheden om een selv og ens forhold til naturen - både at man gjorde sådan, og at der kom motor-teknologi til. Jeg indlever mig i begge felter og kan dermed udforske mig selv i de forskellige roller.

I min Færø-beretning på min hjemmeside (se her) fortæller jeg at de unge færinger overhovedet ikke interesserer sig for hvad vej strømmen går, når de skal ud og sejle - uanset det sagtens kan dreje sig om 6 knob imod eller med – eller med frygtelige strømrejste bølger til følge. De svarer kun naturbetingelserne med højere stævne, større skibe og endnu mere enorme mængder af hestekræfter.
Der er sket et knowhow-tab fra generation til generation. Det skal nærmest genskabes gennem ny erfaring, hvis man i dag vil forstå og opleve, hvordan man dengang roede og sejlede rundt ved Færøerne i overensstemmelse med naturbetingelserne.

Også i vores hjemlige farvande er det så berigende at udforske naturens betingelser for sejladsen, at udvikle sine egne evner til at se, sanse og forudsige naturens forandringer - og indrette sin sejlplanlægning derefter.

Når vi sejler, har vi fri - skal eller bør ikke skulle ikke nå noget. Var det rent og skært for at transportere os, at vi har en båd, så var der dog langt mere effektive måder at komme afsted på. Tag toget eller flyveren, hvis du bare vil transporteres - der kan du gøre det hurtigt, automatiseret og uengageret.

I din fritid har du lov til at nyde, fordybe dig i og dvæle ved - og opleve. Så gør det dog!

***

.