.
En sen aften tidligt i september var jeg med gamle "Can III" på vej hjem over Sundet efter en herlig eftermiddagstur til Vikhög på svenskersiden.Vinden var blevet temmelig let – og min nordiske krydser gjorde vel kun knap 3 knobs fart, så hjemturen varede noget længere end ventet.
Det var bælgmørkt, da jeg passerede sejlrendens bagbordstønde vest for Saltholm.
Der var kun et enkelt skib i sejlrenden, det gik med god fart for sydgående ovre i den styrbords side af sejlrenden.
Sigten var fin, vejret var lunt, så alt var altså vel, og jeg hyggede mig gevaldigt, havde vist endda en frisklavet kop kaffe i hånden, mens jeg på det rolige vand gled frem på en foran for tværs.
Hyggen forsvandt imidlertid brat, da skibet lige var passeret foran mig på 2-3 kabellængders afstand (360-540 meter). Det fortsatte nemlig ikke mod syd, men gik ind i et krapt drej til bagbord – med buldrende motor – det var tydeligt at det ville foretage en vending.
Sådan et skib – det har vel været 70-80 meter langt - skal bruge nogen plads for at komme rundt, så jeg kunne hurtigt regne ud at det ville komme helt over i bagbordssiden af sejlløbet. Der lå jeg!
Jeg drejede bagbord for at slippe tilbage til bøjen, og dermed ud af renden, men vinden var jo svag, så det gav ikke den store forskel, vidste jeg jo godt.
Det føltes som timer, men drejede sig kun om få minutter, før skibet var kommet så meget rundt, at jeg kunne se, at vi var på kollisionskurs. Det var umuligt at se, om skibet ville gå bagbord eller styrbord om mig – eller sejle mig ned. Jeg holdt kursen mod bagbordsbøjen, som nu måske var 70 meter fra mig.
Jeg kunne se en stor brådsø bag skibet, opstemt af skruen og det hårdt drejede ror – den lyste hvidt i natten, og larmen fra den buldrende motor øgedes mareridtsagtigt, mens skibets stævn begyndte at tårne sig op mod mig. Jeg havde lidt nytteløst drejet endnu mere østover og lå på agten for tværs – i håbet om at kunne komme væk – nu kunne jeg se både den røde og den grønne lanterne på skibet, som var måske 80 meter skråt forude til styrbord. For ikke at blive ramt tværs, drejede jeg stævnen op mod skibet og bad min sidste bøn – forunderligt rolig og klar til at møde min skæbne.
Som en anskudt bambi, der nu blot ligger hjælpeløst og kigger på jægeren, der skal afskyde nådeskuddet, sad jeg nu der og afventede braget. Tænkte på min fine gamle båd, der nu skulle ødelægges, overvejede hvad side jeg skulle springe til, hvor gode chancer jeg havde for at undgå skruen, og muligheden for at blive taget op af nogen herude en septembernat på Sundet.
Nu – her hvor jeg troede alt håb ude - så jeg styrbordslanternen og noget af skibets side, men så også hækken der slog ud på grund af drejet – ud mod mig. Jeg drejede igen mod bagbord for ikke at få slaget ret forfra, men det kom ikke. Skibets hæk fór forbi mig i højst 10 meters afstand, og jeg drejede båden op mod det mægtige skruevand, der vel stod 2-3 meter op efter skibet – opstemt af det hårdt drejede ror.
Det gyser i mig, når jeg genkalder mig den mareridtsagtige stemning. Det kulsorte og kæmpe skrog skråt foran mig, bulderet fra motoren og skruen – og den lysende brådsø der tårnede sig op over båden og nu overskyllede den fra snude til halespids.
Jeg dukkede mig og faldt forover, da båden efter at have løftet næsen højt i bølgen foretog noget nær en halv forlæns kolbøtte. Vandet plaskede hen over mig, og bommen slog hysterisk oven over mig i slipvinden fra skibet – og så blev det stille, altså bortset fra bulderet fra skibet, der fjernede sig hastigt mod nord, tilbage hvor det kom fra. "Can III" lå og svajede rundt i hvirvlerne fra skibets skruevand, og langsomt vendte den oprindelige vind tilbage.
Min første tanke om hændelsen – tro det eller lad være – var, at skipperen nok var kommet i tanker om at han havde glemt sin madpakke. Det har vel nok nærmere været rederiet, der har sendt en kontraordre om destinationen, men jeg tvivler på at rorgængeren har anet, at jeg befandt mig lige i hans bane, da han lagde roret hårdt om og satte fuld kraft på. Så han mig mon overhovedet?
Selv den yderste forsigtighed fra min side kunne aldrig have forhindret den faresituation, jeg her kom i. Der var udelukkende tale om at jeg var blevet tilfældigt offer for en andens fuldstændig uansvarlige handling, hvis jeg var blevet sejlet ned.
Hverken skibets fører eller jeg kunne på nogen måde have forudset, om vi kunne undgå hinanden, når han gik ind i sådan et drej – her var tale om marginaler. Men med mindre end 3 knobs fart er det i hvert fald sikkert, at jeg ikke kunne stille noget op.
Sådan er vi sejlere gang på gang udsat for erhvervsskibsføreres ligegyldige og uansvarlige fremfærd, uden at der sker dem noget væsentligt for det. Bagefter kan jeg selvfølgelig ærgre mig over at jeg ikke fik fat i skibets navn og hjemsted – men det var jo mørkt, og jeg var i helvede, og skibet var hurtigt væk igen. Havde jeg anmeldt det, ville man jo nok have kunnet finde ud af, hvem det var, men uden vidner eller fotos ville det sikkert ikke have ført til noget alligevel.
Jeg slap med skrækken, og den kan jeg leve med – og heldigvis lever jeg jo endnu…..
.
PS: Nu sidder du, kære læser, måske og tænker: "Hvorfor pokker startede han ikke bare motoren og sejlede væk? Og ja, her er et af de få tilfælde, hvor jeg måske kunne have tænkt mig at have en sådan i båden. Det har jeg bare ikke!
Længere nede i denne blog - eller på min hjemmeside - kan du læse om de lyksaligheder, jeg forbinder motorfri sejlads med. Selv ikke ryggesløse skibsførere kan drive mig til at ændre på dette......
..
Du kan læse flere skipperhistorier på min hjemmeside: https://sekblom54.wixsite.com/stig-ekblom
Du kan læse f
