Stig og CAN III's blog

Hvad skulle der være i vejen med den danske september-sommer?

2010-09-23T19:58:00.002+02:00

Ja det er rigtigt nok. Dette billede er taget idag, kl 13:30 i Lyndby Havn. Det var så varmt at man svedte.
Det er så hyggeligt at komme i Lyndby Havn. Alle man møder snakker man med.
Det er egentlig helt eksotisk - man behøver slet ikke at tage langt væk for at møde smukt sommervejr og fremmedartede mennesker - de er også her lige her rundt om hjørnet.

Livsfarlig idyl - på natsejlads i Sundet

2009-10-28T14:55:00.020+01:00

En af mine gamle skipperhistorier, nu på tryk:
.

En sen aften tidligt i september var jeg med gamle "Can III" på vej hjem over Sundet efter en herlig eftermiddagstur til Vikhög på svenskersiden.

Vinden var blevet temmelig let – og min nordiske krydser gjorde vel kun knap 3 knobs fart, så hjemturen varede noget længere end ventet.

Det var bælgmørkt, da jeg passerede sejlrendens bagbordstønde vest for Saltholm.

Der var kun et enkelt skib i sejlrenden, det gik med god fart for sydgående ovre i den styrbords side af sejlrenden.

Sigten var fin, vejret var lunt, så alt var altså vel, og jeg hyggede mig gevaldigt, havde vist endda en frisklavet kop kaffe i hånden, mens jeg på det rolige vand gled frem på en foran for tværs.

Hyggen forsvandt imidlertid brat, da skibet lige var passeret foran mig på 2-3 kabellængders afstand (360-540 meter). Det fortsatte nemlig ikke mod syd, men gik ind i et krapt drej til bagbord – med buldrende motor – det var tydeligt at det ville foretage en vending.
Sådan et skib – det har vel været 70-80 meter langt - skal bruge nogen plads for at komme rundt, så jeg kunne hurtigt regne ud at det ville komme helt over i bagbordssiden af sejlløbet. Der lå jeg!
Jeg drejede bagbord for at slippe tilbage til bøjen, og dermed ud af renden, men vinden var jo svag, så det gav ikke den store forskel, vidste jeg jo godt.

Det føltes som timer, men drejede sig kun om få minutter, før skibet var kommet så meget rundt, at jeg kunne se, at vi var på kollisionskurs. Det var umuligt at se, om skibet ville gå bagbord eller styrbord om mig – eller sejle mig ned. Jeg holdt kursen mod bagbordsbøjen, som nu måske var 70 meter fra mig.

Jeg kunne se en stor brådsø bag skibet, opstemt af skruen og det hårdt drejede ror – den lyste hvidt i natten, og larmen fra den buldrende motor øgedes mareridtsagtigt, mens skibets stævn begyndte at tårne sig op mod mig. Jeg havde lidt nytteløst drejet endnu mere østover og lå på agten for tværs – i håbet om at kunne komme væk – nu kunne jeg se både den røde og den grønne lanterne på skibet, som var måske 80 meter skråt forude til styrbord. For ikke at blive ramt tværs, drejede jeg stævnen op mod skibet og bad min sidste bøn – forunderligt rolig og klar til at møde min skæbne.

Som en anskudt bambi, der nu blot ligger hjælpeløst og kigger på jægeren, der skal afskyde nådeskuddet, sad jeg nu der og afventede braget. Tænkte på min fine gamle båd, der nu skulle ødelægges, overvejede hvad side jeg skulle springe til, hvor gode chancer jeg havde for at undgå skruen, og muligheden for at blive taget op af nogen herude en septembernat på Sundet.

Nu – her hvor jeg troede alt håb ude - så jeg styrbordslanternen og noget af skibets side, men så også hækken der slog ud på grund af drejet – ud mod mig. Jeg drejede igen mod bagbord for ikke at få slaget ret forfra, men det kom ikke. Skibets hæk fór forbi mig i højst 10 meters afstand, og jeg drejede båden op mod det mægtige skruevand, der vel stod 2-3 meter op efter skibet – opstemt af det hårdt drejede ror.

Det gyser i mig, når jeg genkalder mig den mareridtsagtige stemning. Det kulsorte og kæmpe skrog skråt foran mig, bulderet fra motoren og skruen – og den lysende brådsø der tårnede sig op over båden og nu overskyllede den fra snude til halespids.
Jeg dukkede mig og faldt forover, da båden efter at have løftet næsen højt i bølgen foretog noget nær en halv forlæns kolbøtte. Vandet plaskede hen over mig, og bommen slog hysterisk oven over mig i slipvinden fra skibet – og så blev det stille, altså bortset fra bulderet fra skibet, der fjernede sig hastigt mod nord, tilbage hvor det kom fra. "Can III" lå og svajede rundt i hvirvlerne fra skibets skruevand, og langsomt vendte den oprindelige vind tilbage.

Min første tanke om hændelsen – tro det eller lad være – var, at skipperen nok var kommet i tanker om at han havde glemt sin madpakke. Det har vel nok nærmere været rederiet, der har sendt en kontraordre om destinationen, men jeg tvivler på at rorgængeren har anet, at jeg befandt mig lige i hans bane, da han lagde roret hårdt om og satte fuld kraft på. Så han mig mon overhovedet?

Selv den yderste forsigtighed fra min side kunne aldrig have forhindret den faresituation, jeg her kom i. Der var udelukkende tale om at jeg var blevet tilfældigt offer for en andens fuldstændig uansvarlige handling, hvis jeg var blevet sejlet ned.
Hverken skibets fører eller jeg kunne på nogen måde have forudset, om vi kunne undgå hinanden, når han gik ind i sådan et drej – her var tale om marginaler. Men med mindre end 3 knobs fart er det i hvert fald sikkert, at jeg ikke kunne stille noget op.

Sådan er vi sejlere gang på gang udsat for erhvervsskibsføreres ligegyldige og uansvarlige fremfærd, uden at der sker dem noget væsentligt for det. Bagefter kan jeg selvfølgelig ærgre mig over at jeg ikke fik fat i skibets navn og hjemsted – men det var jo mørkt, og jeg var i helvede, og skibet var hurtigt væk igen. Havde jeg anmeldt det, ville man jo nok have kunnet finde ud af, hvem det var, men uden vidner eller fotos ville det sikkert ikke have ført til noget alligevel.

Jeg slap med skrækken, og den kan jeg leve med – og heldigvis lever jeg jo endnu…..
.

PS: Nu sidder du, kære læser, måske og tænker: "Hvorfor pokker startede han ikke bare motoren og sejlede væk? Og ja, her er et af de få tilfælde, hvor jeg måske kunne have tænkt mig at have en sådan i båden. Det har jeg bare ikke!
Længere nede i denne blog - eller på min hjemmeside - kan du læse om de lyksaligheder, jeg forbinder motorfri sejlads med. Selv ikke ryggesløse skibsførere kan drive mig til at ændre på dette......

..
Du kan læse flere skipperhistorier på min hjemmeside: http://www.akira.ruc.dk/~sekblom/nk/se-start.htm
.
Du kan læse f

Oh - dette at sejle for sejl

2009-05-28T09:52:00.008+02:00

Jeg fandt dette lille essay i et gammelt gemme. Noget jeg har skrevet for flere år siden - det må bringes her:

Glide afsted, rase afsted, ligge stille - nogen gange på det fladeste vand, andre gange i irriterende dønning eller sprøjtende krapsø. Alligevel at komme gennem store farvande - gennem og ud af søkortene - over lande og territorialgrænser. Det kan kun opleves, ikke beskrives fyldestgørende.

Dette at være helt hengivet til naturens luner - men alligevel næsten ligesom som en Tarzan at kunne svinge sig afsted, rejse gennem naturen med dens egne kræfter som drivmiddel.
Det er så udfordrende, så spændende i al dets langsommelighed og enkelhed, at ingen tv-produktion eller spændingsfilm kan give tilsvarende oplevelse. Det er ovenikøbet interaktivt - som den nyeste computerteknologi - og sådan har det endda været i årtusinder.

Det er som at læse en kæmpe bog skrevet med billeder og alle mulige sanseoplevelser - en natur-rebus. Man må dvæle længe og sansende ved hvert billede for at forstå budskabet, for at fatte hvor man er kommet til, hvordan man kom dertil, og hvordan man kommer videre på bedste måde - og hvorhen.
At hengive sig til sansningen som orienteringsmiddel - kun med ganske få og teknisk simple hjælpemidler som kompas, kikkert og søkort. Og hertil tænkningen - det at planlægge sin videre færd ud fra egen viden og erfaring.

Synssansen er naturligvis det vigtigste for orienteringen, men følesansen spiller en stor rolle for at presse det optimale ud af sejlenes og skrogets evner til at skabe fart i båden ud fra de givne forhold. Trykket på rorpinden, bådens krængning, vindens tryk på den ene kind bruges løbende til at vurdere resultatet.
Lydene - bruset fra vandet, såvel fra bølgerne som fra skrogets gang i disse går i en højere enhed med vindens susen i riggen eller endda i bølgetoppene.

Og pludselig - ind imellem - et fugleskrig eller et snøft fra et marsvin, eller måske en fjern dundren eller dunken fra et skib eller fiskefartøj ude i horisonten.
Der er lugteoplevelser - vandet kan lugte forskelligt fra farvand til farvand, og dunster fra fiskestimer eller blomstrende tangskove kan veksle med landlige lugte - eller mad- og brændselsoliehørmeren fra en fjern færge. Alt dette mens en stadig kamp kæmpes for at aflokke naturen lidt mere fart til båden, i en stræben for at komme videre - så langt som muligt.

Men ak - alt dette går det fortravlede nutidsmenneske som regel glip af. Hverdagens rationalistiske transporttænking smitter af på fritidsadfærden.
Når farten falder til under 3-4 knob eller vinden er imod, så bliver motoren startet og naturen bekæmpet for at man kan komme frem. Smukt er det ikke, men man skal jo videre, ikke? De målbare oplevelseskrav kalder; der skal opvises et vist kvantum alment anerkendte seværdigheder for at ferien eller weekenden kan præsenteres som en succes.

Frygten for bølgegangen ved frisk vind – og det der er værre - låser utallige feriebåde inde i overfyldte marinaer i dagevis - og så er det jo om at rejse effektivt, når søen lægger sig.
Videre - videre til nye overfyldte feriehavne. Helst ikke for sent afsted om formiddagen og ikke for sen ankomst om eftermiddagen – så taber man kampen om de gode pladser - og skal ligge uden på fem andre både i den nye havn.

Men i havn skal man. Køleskabe - endda frysere - ombord kræver tilslutning til broernes eludtag, så batterierne bliver opladet - og rejerne og øllerne holdt kolde. Det går altså ikke at sejle om natten eller at finde en rolig ankerplads bag en ø eller i en herlig bugt - elstikket kalder!

Med tiden mister man evnen til at sejle om natten - det bliver noget skummelt, skræmmende, nærmest utænkeligt.

Ak. Den frihed vi ønskede at finde på vandet er gået fløjten. Vi er blevet pinedød afhængige af frie havnepladser, gode havnefaciliteter, velfungerende og kraftige motorer, et væld af elektroniske hjælpemidler, fastlagte tidsrammer for afgang og ankomst, det daglige, varme brusebad - strømmen til køleskabet og ikke mindst fjernsynet.

Er det værd at have båd mere? Det giver jo bare stress og enorme udgifter at sejle sejlbåd. Ikke mærkeligt at flere og flere vælger de hurtiggående, larmende, ressourceforbrugende og forurenende powerboats, der hurtigt kan komme fra havn til havn - og som oven i købet medbringer lyse rum med høj komfort og fornemt interiør - næsten som derhjemme.
De bruger godt nok en masse brændstof, generer de få tilbageblevne sejl-sejlere med larm og kølvand, som i øvrigt også overskyller andereder inde i sivene.
Men de giver bedre mulighed for at få opfyldt kravene til feriens herlighedsværdi.

Hvorfor ender jeg altid med at harcelere over “de andres” elendige bådvaner? Lad dog dem om at gøre, det de gør, vil nogen sige.
Men nej. Dels bliver jeg generet af dem, dels er jeg så lykkelig for mine egne oplevelser, at jeg synes andre skulle prøve dem også.
Og så ærgrer det mig også at mange kommer til sejlsporten netop fordi de søger friheden og naturoplevelsen på vandet - men lynhurtigt bliver de ført ind i et fællesskab blandt bådejere, der straks videregiver deres egne komforthungrende og naturforskrækkede værdier til dem.

Inden man som nytilkommen ser sig rigtigt om har man bevæget sig ind i et omkostningstungt og teknologifikseret rum, som “de gamle” bådejere fremmaner for dem. Godt bakket op af den annoncørbetalte bådpresse, der naturligvis tuder de nyankomne ørerne fulde af behov for sikkerhed, komfort, rummelighed og luksus - ellers ville de jo ikke kunne sælge dem noget nyt.
Efter nogle års kedsommelig statusjagt og sejlforskrækkelse siver de engang så entusiastiske natursøgere bort fra de teknologiske vidundere og over til sommerhuse og eksotiske ferierejser.

Det behøver ikke at være sådan. En ny sejlerkultur - eller rettere en ældgammel - kunne etableres. Hvor selve sejladsen er det vigtige - det at sejle for sejl i naturen og på dens præmisser. Hvor vi bruger naturens vidunderlige tilbud om gratis bad, masser af plads, frihed, uafhængighed, skønhed, spænding og ro. Og hvor vi lader naturen sætte dagsordenen og give os de muligheder for at opleve den mængde seværdigheder, vi nu kan få – i overensstemmelse med de givne betingelser.

Hvis flere gjorde sådan kunne det være det også smittede af på vores adfærd i dagliglivet. Måske er det ikke så vigtigt at komme så hurtigt frem og nå så meget - og at investere så voldsomt i de af sælgerne påståede så vigtige “livsfornødenheder”.

Nyd livet og naturen - dig selv og familien – og de rigtig interessante bekendtskaber, der er at gøre på en fredelig ankerplads eller i en naturhavn. Jeg glæder mig til at møde dig…..

Stig Ekblom, sejl-sejler i motorfri Nordisk Krydser NK D4 fra 1931

.
.

..
Du kan læse flere skipperhistorier på min hjemmeside: http://www.akira.ruc.dk/~sekblom/nk/se-start.htm

Om æstetikken i det at sejle – og fællesskaber omkring det at have træbåd

2009-01-09T16:18:00.021+01:00

En vigtig ting for mig er æstetikken omkring det at sejle. Det skal være smukt og også gerne se smukt ud, også for andre. Jeg nøjes ikke med at nyde naturen omkring os, men bestræber mig også på at glæde mig selv og andre med synet af mit fine fartøj, og også med måden at sejle på.
Ingen unødig støj, ingen besværende dønning for andre, elegante havneanløb uden panik, gentlemanfærd.
Hjælpsomhed, venlighed, hensynsfuldhed og gæstfrihed er gamle klassiske dyder for sejlerfolket, og de bliver aldrig umoderne.

Men desværre må vi i høj grad sige at de trives bedst blandt de gamle og nostalgikerne.
Der er for langt imellem det blandt de mange andre.

Det må have noget at gøre med tradition og fællesskabskultur.

Derfor er det en lyst at være med i aktiviteterne i DFÆL - altså Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer - at møde al den skønhed og ikke mindst dyrkelsen af ovennævnte dyder.

Klik på billedet for at se i fuld størrelse

Det er i den forbindelse ironisk, at det at være træbådsejer alt for længe har haft en karakter af "lavere klasse", noget for fattigrøve, ihvertfald her i Danmark. Antageligvis skyldes det, at en gammel træbåd for mange bare har været en billig tilgang til at prøve det med at sejle. Det har kostet mange fine gamle træskuder livet at falde i hænderne på dem, der gjorde det fordi det var billigt, og ikke fordi de ønskede en træbåd. Det må forandres.
Det er i vore dage helt anderledes i USA, England, Tyskland og Sverige. Her dyrker man de gamle træbåde som var de skabt af Guds hånd. Det skal nok komme hertil, men vi kunne jo godt hjælpe det lidt på vej. Måske skyldes den særlige interesse i de andre lande, at der er så få træbåde tilbage; det skulle vi gerne undgå!

Vi må udbrede det at eje og sejle træbåd som det privilegium det er - den er jo et unikum.
Det demonstrerer klasse og overskud, at man magter at gøre det. Det andet er jo i vore dage blot et simpelt udtryk for masse-adfærd, der ikke kræver den store indsats eller forudsætninger: Køb en smart masseproduceret muskelsvulmende motorbåd – og lån til den på friværdien. (Nåh-ja, den fest er vist slut; nu ligger de lånerige vist yderst på øretævernes havnepladser...)
En moderne plastic-havcamper er latterligt billig i forhold til en velholdt træbåd, hvis man skal gøre indsatsen op i penge. Tænk, hvad vi kunne have tjent på overtid, hvis vi fantasiløst havde pligtarbejdet på jobbet i stedet for inspireret at lystknokle med træbåden.

En anden fordel ved dette træbådsroderi er det fællesskab, vi får opbygget som bådejere. Det er der ellers desværre ikke for meget af på moderne havne. I Roskilde har vi en særlig vinterplads for træbåde: ”Ormegaarden”. Tag et kig på hjemmesiden ved at klikke her. Desværre er tendensen, at antallet af træbåde i Roskilde havn kun er svundet gennem de 15 år jeg har boet i Roskilde. Men her har vi ellers chancen for at hjælpe hinanden med problemerne med træbådene - og det er der også stærkt brug for på landsplan.

Vi er flere, der arbejder på at oprette et træbådsforum på nettet. En stor del af de både, der er blevet hugget op efter at have stået på skrammelpladsen på havnen, kunne have været reddet med de rette gode råd - og måske også lidt dåd. Et større og mere udbygget netværk mellem træbådsejerne kan også skaffe lokal hjælp til nødlidende.

Gamle og evigtgyldige dyder som hjælpsomhed og fællesskab - modsat tidens trend: egoisme og isolation.

***

Om sejl-sejling, egentlig....

2009-01-09T15:56:00.017+01:00

Egentlig er det mærkeligt, at jeg går sådan op i at sejle uden motor.

Jeg har rodet utroligt meget med teknik og ikke mindst motorer, intet skræmmer mig fra den kant - kan skille næsten hvadsomhelst af den slags ad, reparere det og samle det igen.

Min barndom i Sundet har i høj grad været tilbragt med min morfars fiskerbåd og min onkels fine gamle motorbåd (med Ford T-motor i) - og senere i min fars hurtigbåd. Jeg var ikke i tvivl om at de gamle både var de dejligste at være i. Min fars larmede og lugtede og gik ubehageligt i søen. Vi plagede ham evindeligt om at anskaffe en sejlbåd, eller i det mindste en deplacementbåd. Så kom han en dag hjem med en sejljolle - og så var min skæbne beseglet - og besejlet.

Så når jeg bruger så mange kræfter på det med motor i sejlbåde, er det ikke fordi jeg har noget imod selve motoren i dem, men det at sejlbådene stort set ikke sejler for sejl - fordi motoren har fået overtaget i sejlbåden.

Jeg hygger mig ind imellem med nogle ret nybagte motorbådsejere lige overfor på broen. De fortæller undrende, at de har snakket en del med sejlbådsfolk, der kalder sig sejlere med stort S, og som fremhæver deres egen måde at sejle på i forhold til "den dersens motorbåd", som mine genboer har fået sig - men de ser dem nu alligevel kun sejle for motor, når de møder dem derude. "Hvad skal de så egentlig med masten og sejlene?" siger de. Godt set af nogle nybegyndere, ikke?

Det er et valg om man vil have en motorbåd eller en sejlbåd.
.
Jeg forstår meget vel charmen ved at have motorbåd.
Dels det rent udseendesmæssige, hvor jeg finder mange gamle motorbåde fantastisk elegante og formskønne, og dels fordi jeg sagtens forstår charmen ved at sejle så frigjort som man kan - direkte mod målet, eller feks. ind og ud af Ribe Kammersluse, når det passer een.

Og når det så foregår i adstadigt tempo og med lav støj, og med et rimeligt brændstofforbrug ( i disse CO2-tider).

Når jeg møder en fin gammel motorbåd, er jeg lige ved at vinke armen af led, mens mine mundvige er svære at få drejet opad, når et brølende udyr af en muskelbåd fræser lige foran mig og er ved at vælte mig ud af båden med sit bovvand.

Så jeg er altså ikke fanatiker (kun få fanatikere indrømmer, at de er det), men jeg dyrker den ædle sejlsport for sejl i dens mest rendyrkede form - som en helt selvstændig sportsgren: sejl-sejlingen.

Det giver nogle helt andre udfordringer, ligesom at løbe off-piste langrend i stedet for slalom. Man kan ikke, hvad man vil, for man må forlade sig på naturens præmisser - og ens egen kunnen og udholdenhed.

Man skal ikke tænke på at komme i havn - og indrette sit havnevalg derudfra - for at hente brændstof, ligesom man i langrend ikke behøver at bekymre sig om, hvordan man kommer hen til liften - eller hvor lang kø der mon er foran den.

Frihed og uafhængighed af teknisk hjælpeudstyr, det er hvad rigtig langrend og sejlsejling går ud på.

At løbe linen helt ud ad den vej kunne godt opfattes som fanatisk, men det er ikke hele sandheden. Der er noget forskning i det. Jeg er særdeles historisk interesseret, og jeg opfatter det nærmest som en form for videns-, kunnens- eller mentalitets-arkæologi at afprøve metoder og muligheder som ren sejl-sejler.

Sådan har man transporteret sig i hundredevis af år, og det har gjort noget ved bevidstheden om een selv og ens forhold til naturen - både at man gjorde sådan, og at der kom motor-teknologi til. Jeg indlever mig i begge felter og kan dermed udforske mig selv i de forskellige roller.

I min Færø-beretning på min hjemmeside (se her) fortæller jeg at de unge færinger overhovedet ikke interesserer sig for hvad vej strømmen går, når de skal ud og sejle - uanset det sagtens kan dreje sig om 6 knob imod eller med – eller med frygtelige strømrejste bølger til følge. De svarer kun naturbetingelserne med højere stævne, større skibe og endnu mere enorme mængder af hestekræfter.
Der er sket et knowhow-tab fra generation til generation. Det skal nærmest genskabes gennem ny erfaring, hvis man i dag vil forstå og opleve, hvordan man dengang roede og sejlede rundt ved Færøerne i overensstemmelse med naturbetingelserne.

Også i vores hjemlige farvande er det så berigende at udforske naturens betingelser for sejladsen, at udvikle sine egne evner til at se, sanse og forudsige naturens forandringer - og indrette sin sejlplanlægning derefter.

Når vi sejler, har vi fri - skal eller bør ikke skulle ikke nå noget. Var det rent og skært for at transportere os, at vi har en båd, så var der dog langt mere effektive måder at komme afsted på. Tag toget eller flyveren, hvis du bare vil transporteres - der kan du gøre det hurtigt, automatiseret og uengageret.

I din fritid har du lov til at nyde, fordybe dig i og dvæle ved - og opleve. Så gør det dog!

***

Tanker fra sommerens logbog

2008-12-19T10:29:00.043+01:00

I sommers sad jeg og nød det dejlige vejr i cockpittet på båden – liggende for anker i ”Millionærbugten”, den fremragende naturhavn mellem Rørvig og Skansehage, helt oppe hvor Isefjorden åbner sig ud til Kattegat.

Gang på gang blev en påhængsmotor startet op med et brøl, hvorefter en speedbåd kørte ørkesløst rundt i bugten i en halv times tid – eller trak en af de her bolde rundt med en skrigende unge på. Nogen trak vandski efter sig, men fælles for alle var at de af én eller anden grund helst skulle køre så tæt på ankerliggerne som muligt, de er åbenbart spændende at svinge rundt om – og er tydeligvis ikke nogen, man skal tage hensyn til.

Jeg skrev:

”Når en sjælden gang den irriterende støj hører op, vender idyllen tilbage. Man kan igen høre ternernes knirken eller strandskadernes piben – nyde den tyste syden fra de unges sejljolle der glider forbi, eller windsurferen lidt længere ude. Vandet bliver roligt igen.

Tro nu ikke, at de larmende bøller bare er unge brushoveder. Netop nu kørte en motorbåd tæt forbi – ført af (antageligt) faderen til en 13-14 års pige, der usikkert stod på vandski efter båden – og nu én gang til på den anden side af mig. Det lyser ud af bådførernes blik, at de sgu har mindst lissåmeget ret til at være her som mig – og min tydelige uvilje overfor dem provokerer dem tydeligvis til at fortsætte deres nærgåenhed.

Forskellen på os er jo at jeg gerne vil nyde idyllen – deres adfærd kan kun ødelægge den.”

Se idyllen - klik for fuld størrelse.

Det her et billede fra en anden lejlighed end omtalte, men det er "Millionærbugten".

Bemærk at man kan sejle helt op til stranden - dog kun eet bestemt sted på Skansehage - også med en kølbåd, så man kan hoppe tørskoet i land.

Vandet den pågældende dag var dejligt varmt, vejret var skønt. Men tænk, når sådanne idioter farer rundt omkring ankerliggerne, så tør man ikke gå i vandet. Det er da så sørgeligt, ikke?

Jeg skrev:

”Frygter for at gå i vandet, når vandskitrækkende speedbåde passerer på kun 20 meters afstand.
Ser de et enkelt eller et par hoveder i vandet, hvis de er mere optaget af at se bagud – om vandskiløberen står endnu?
Jeg har set billeder af mennesker, ramt af propelleren fra speedbåde. Jeg vil ikke have endt eller invalideret mit eget eller mine børns liv som følge af mødet med en en stor propel, drevet af en 100 hestekræfters motor.”

Nu sidder jeg her i halvmørket i december – har lige tømt båden for de sidste ting, der ikke skal være der for vinteren. Deriblandt logbogen for sejladserne, som jeg elsker at læse i om vinteren. Og altså støder på sådanne nedfældede tanker som ovenfor anført.

Om sommeren er de beskrevne forhold dagligdag, jeg bliver egentlig ikke så oprørt, som jeg bliver nu ved at læse om dem.

Hvor er det dog noget svineri! Hvor er lovgivningen, der kan regulere dette idioti? Hvor er de myndigheder, der kan gribe ind?

Havet er frit – og altså også frit for idioters hærgen. Anarkiet er diktatorens arbejdsmark.

På vandet er store skibe og powerboats de selvudnævnte magthavere, ligesom fartbøllerne i landtrafikken ville være det, hvis Dansk Fjolseparti fik den totale magt i Folketinget:

Fri hastighed i et frit land.

Trods mine sympatier for de antiautoritære ideer i anarkismen må jeg altså – igen – kræve begrænsninger i friheden, indførelse af lovgivning og kontrollerende foranstaltninger.

Jeg begriber ikke, hvorfor sommerhusejerne langs kysten finder sig i al den støj og ødelæggelsen af badelivet. Når jeg sejler på Fjorden, kan jeg indimellem høre en enkelt speedbåd på hele dens vej fra Frederikssund til Roskilde. Der er vist ingen lovgivningsmæssig regulering af deres støjniveau, ligesom der ikke er nogen politimyndighed, der kontrollerer at de holder sig nede på de 8 knob på de adskillige stræk, hvor søkort og politivedtægt pålægger dem det.

Ingen begrænsninger – og den indre svinehund slippes fuldstændig løs.

Man er nødt til at gøre noget ved det - noget der også kan forstås af idioter:
En lovgivning, der fastslår max 6 knobs fart (11 km i timen) nærmere end 1 sømil (1,8 km) fra land vil i den grad sætte en begrænsning for støj og risikobelastningen – såvel i fjordene som ved de øvrige kyster. Ingen både sætter bovvand (kølvand) ved den hastighed.

En stor del af fornøjelsen for speedbådsejerne er tydeligvis at vise sig frem for folk på stranden eller ved havnen. Denne fornøjelse er farlig og belastende for alle andre. Den må stoppes!

Det vil den helt automatisk blive ved at man overalt skal sejle 1 sømil væk fra havnen og kysten, før man må rive i gashåndtaget.

De seriøse vandsportsfolk, vandskiløbere og drageflyvere, kan da – og vil garanteret gerne - bare sejle den ene sømil ud, før de åbner for benzinsluserne – det tager nøjagtig 10 minutter at sejle én sømil med 6 knobs fart.

I de smallere dele af fjordene vil der således ikke blive mnulighed for at sætte fart på - og her skal der naturligvis slet ikke være den slags, det er jo ødelæggende for rørskovene og de dér ynglende og fouragerende fugle.

Og det er støjende og forstyrrende for de omkringværende mennesker, der jo netop gerne vil nyde freden ved vandet i den tid, hvor speedbådene også gerne vil fræse rundt og fornøje sig. Det kaldes faktisk rekreative områder. Her vil de mange gerne slappe af og rekreere sig – men forhindres deri af nogle få fredsforstyrrere.

I et af de nedenstående links siger en Jyllingesejler disse kloge ord, som jeg kun kan stå helhjertet bag:

"En speedbåd er et fartøj, der er til glæde for de få - men til plage for de fleste"

Tænk, hvad det ville gøre ved livet i den svenske skærgård, hvis der blev gennemført en 1-sømil hastighedsgrænse på 6 knob i Sverige!

Altså, kravet må være:

Max 6 knobs fart indenfor 1 sømil fra land!

Hvis du vil muntre dig med mere læsning om idioter til søs, kan du kigge her - der er nok at tage af:
.
http://www.fyens.dk/article/275756:Fyn--Politiet-kan-ikke-stoppe-speedbaadsterror
http://www.tv2fyn.dk/article/53661:Svendborg--Kraever-mere-politi-paa-vandet
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/214553:Seneste-nyt--Speedbaad-paasejlede-pram-i-Svendborg-Havn
http://www.sofartsstyrelsen.dk/SiteCollectionDocuments/Publikationer/Ulykker%20til%20s%C3%B8s/OKE%20Rapporter/Handelsskib/Kollisioner/2001/29062001_kollision_Svendborg.pdf
http://ekstrabladet.dk/112/article1017703.ece
http://www.eriksfreelance.dk/sider/sejlads/fuld_skrue_frem.html
http://jp.dk/indland/aar/article1128458.ece
http://www.jyllingehavn.dk/PrintMenu.asp?Item=98
http://www.business.dk/article/20070820/fritid/70820029/
http://www.bt.dk/nyheder/slynget-ud-af-speedbaad-en-draebt
http://www.dr.dk/Regioner/Aarhus/Nyheder/Silkeborg/2007/09/20/150504.htm?wbc_purpose=updatehttp%3Ab.dkhttp
http://www.dr.dk/Regioner/Kbh/Nyheder/Koebenhavn/2009/07/16/074019.htm
http://www.vejleamtsfolkeblad.dk/artikel/130315:Vejle--Kajak-roere-sejlet-ned-af-speedbaad-paa-fjorden?forum=1?forum=1
http://www.dif.dk/OmDIF/Forside/Nyheder/2005/09/20050901_2.aspx
http://www.faa.dk/article/27492

.

2008-12-17T12:07:00.012+01:00

Skærgårdsidyl

2008-12-12T10:59:00.011+01:00

Nyd denne idyl - så fortættet, så kraftfuld og så ældgammel

Du kan se idyllen i fuld størrelse ved at klikke på billedet.

Ved øen i midten - lige nu så fredeligt - ligger nogle af skærgårdens fredsforstyrrere - speedbådene.

Jeg har observeret, at sådanne bådejere som regel aldrig ligger der for natten, at de ofte ankommer tidligt på formiddagen for at "besætte" et skær til solbadning. Ofte fræser farmand ind til hovedlandet omkring middag - måske for at hente pizza? Han kommer tilbage til familien, der jo ligger i liggestolene på skæret (og holder det besat imens). Når aftensmadtiden nærmer sig, pakker man habenguttet sammen og fræser afsted igen. Og næste formiddag er de der igen!

Der er dermed 3 myldretider i skærgården, når de hårdtarbejdende holder sommerferie:

Morgen, middag og aften.

Her flænses idyllen af motorlarm, skvalpsø og benzinos.

CO2-katastrofen og olieselskaberne har fremgang, når velstanden stiger.

Blot ikke fantasien!

2008-12-11T23:07:00.014+01:00

VELKOMMEN TIL DENNE NYE BLOG OM

CAN III OG STIG EKBLOMS VERDEN

HER KAN MAN FØLGE VORT LIV OG VOR FÆRDEN

Ja her er jeg så - spillende harmonika på bryggen foran grejskurene ved havnen på øen Hyppeln - i Bohuslän, den svenske skærgård nord for Göteborg, Juli 2006.

Vi besøger altid Elis, som er dansker og bor deroppe, han har været ejendomsmægler i mange år på øerne deromkring - nu er han aktiv pensionist. Han kan ikke ses på billedet - men faktisk spiller han på sav, mens jeg haler i maveorglet.

Hvis du klikker på miniaturerne her, så kan du se

- Elis med saven og mig med harmonikaen

- og parret, der dansede til på bryggan

Skærgården er det skønneste sejladsfarvand, fuld af udfordringer og altid tryg at færdes i. Der er kun kort til land - som godt nok kan føles meget hård, hvis man navigerer fejl....

Bølger er der ikke så mange af, men masser af både. Desværre er der i de senere år også kommet alt for mange powerboats - de største er de værste, hvad dønninger angår, men de færreste.

På en ellers stille godtvejrsdag svirrer det i een uendelighed med ca 20 fods åbne speedbåde med meget kraftige påhængsmotorer. Det giver masser af støj og uro i vandet. Det kan undre mig at ingen griber ind overfor det helt unødvendige vanvid. Hvorfor har folk så travlt i deres ferier og fritid?

Skulle det betyde noget hvis det tog en time samlet at komme ud til øen fremfor en halv, inklusive pakningen af båden?

Til gengæld betyder det en enorm forurening og belastning af atmosfæren. En sådan mindre speedbåd i fuld fart bruger væsentligt mere brændstof end et stort fuldlastet lastvognstog!

Hvorfor sætter ingen en stopper for denne helt unødige CO2-forurening?

Og når man nu kan sejle så meget mere elegant, forureningsfrit og lydløst.
Vi kommer til skærgården og så mange andre steder med dette herlige fartøj af typen Nordisk Krydser.

Dette pragteksemplar af en sejlbåd er bygget i 1931 med byggenummer NK D4. Båden hedder CAN III og er altså den nu 77-årige medejer af denne blog.

Klik på billedet for at se det i fuld størrelse.

På billedet her runder vi Mårodde i Svendborgsund - lige ved Blåby og Gambøt - på vej til Svendborg til kæmpetræffet i 2003, hvor 250 fine træbåde var samlet til hygge og kapsejlads i en uge i Juli.

En fantastisk oplevelse med alle de mange forskellige både - lige fra små sejljoller til mægtig store og elegante R-både.

Båden er ikke - overhovedet ikke -udrustet med nogen form for motor. Alligevel kommer den langt omkring, og den kan håndteres solo - også i havnene.

Nu i år, 2008, sejlede jeg og CAN III alene til Assens til træf i DFÆL - Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer - det tog tre dage fra Roskilde. Derfra til Lyø i det sydfynske for at være nogle dage på ølejr for at spille klezmer- og balkanmusik. Herfra sejlede CAN III og jeg på to dage til Hals ved Limfjorden, for her ventede Marianne, Emil og Linnea, der havde været i sommerhus ved Hals. Vi sejlede over Sæby til Læsø, derfra til Skærgården og lidt rundt. Familien stod af igen i Göteborg, og så sejlede jeg og CAN III hjem igen - med herligt ophold på Hallands Väderö nord for Kullen.

Samlet sejlede vi (CAN III og jeg) 555 sømil i denne sommerferie, heraf de 105 med hele familien ombord.

Man kan komme langt uden motor!

Det kan også gå stærkt som denne video viser. Vi flintrer afsted på fladt vand nord for Læsø.

Vil du læse mere om CAN III og andre nordiske krydsere, kan du gå til dens hjemmeside på:
.
http://www.akira.ruc.dk/~sekblom/nk/can-III.htm

Dette var de første ord på dette spor - kom nu blot frem, i kor.....

.

..
Du kan læse flere skipperhistorier på min hjemmeside: http://www.akira.ruc.dk/~sekblom/nk/se-start.htm