Den ellers så gode havn
Hundested Havns yderhavn er meget stor og særdeles velegnet til anløb for sejl under alle vejrforhold.Der er masser af plads til at løbe rundt og tage sejl ned, gøre klar til at gå ind i den snævre havn o.s.v.
Det har jeg gjort mange gange – også under meget kraftige vejrforhold.
Jeg er en særdeles rutineret sejler – og sejler i en særdeles lethåndteret og velsejlende båd, en Nordisk Krydser fra 1931 - uden motor. Jeg har sejlet med den gennem 26 år – og meget af tiden alene.
Under normale omstændigheder driver denne båd meget lidt af på grund af sin store kølflade – helt op til at ligge med vinden ret ind på siden (halvvind) - så alle manøvrer kan foretages med stor ro og forudsigelighed .
Som det skulle have været
så mange gange før, og har dermed følt mig helt ”hjemme” i den.
Jeg gik altså ind i det helt rutineprægede anløb, der under normale omstændigheder ville have foregået som vist her >>>
Ude på Fjorden havde jeg taget forsejlet ned, så jeg ankom med rebet storsejl – klar til at reducere sejl yderligere, så jeg ikke gik ind i inderhavnen med for stor fart – helt som jeg plejer.
Men sådan gik det ikke!
Da jeg kom ind i havnen, så jeg godt det kraftige skruevand agterud fra færgen, der lå ved færgelejet, og detbekymrede mig lidt, hvordan jeg skulle komme ind i inderhavnen for dette, men den tid den sorg, tænkte jeg.
Men da jeg gik op i vinden for at reducere storsejlet, syntes jeg godt nok at båden drev noget af.
Og da jeg ville gå over stag – altså dreje bagbord over - for at løbe ned i inderhavnen på styrbord halse (med vinden ind fra styrbord), der ville båden slet ikke, som jeg ville.
Jeg kørte ligesom sidelæns nordpå langs molen og frem imod den – hen mod det halvsunkne vrag, der ligger i det nordvestlige hjørne af forhavnen.
Jeg løb op til fordækket og tog sejlet helt ned for at kunne få båden til at falde af mod styrbord, og idet jeg gjorde dette drejede båden overraskende hurtigt rundt mod styrbord, så jeg sejlede nedad mod sydøst i havnen. Jeg lagde roret i borde for at holde båden op mod vinden, mens jeg satte sejlet igen, men satte det igen ikke fuldt – for jeg skulle jo ind i inderhavnen bagefter.
Det var endnu ikke gået op for mig, at der var fremmede kræfter på spil.
Jeg forsøgte at få lidt fart i båden ved at gå sydpå, men igen drev båden uforståeligt, dog nu mod bagbord og ville igen ikke gå over stag trods roret i borde. Jeg kørte igen sidelæns, men nu nedad mod færgen – og som ført af en kæmpehånd drejede båden mod bagbord og styrede med stævnen lige ind i færgens side.
Bådens stævn kørte ind under færgens lavtsiddende fenderbjælke og satte sig fast. Jeg løb frem, og med opbydelsen af alle mine kræfter fik jeg skubbet stævnen ud igen og båden et par meter væk fra færgen – kun for at opleve at båden med stor fart kørte ind i færgen igen – nu lidt nærmere til færgelejet. En gang til fik jeg skubbet båden ud, og nu drev den med vindens hjælp ind bag færgelejet og lagde sig langs med molen med stævnen mod vinden.
Her fik jeg fat i et af de store dæk, der sidder som fendere til det andet færgeleje længere inde, og som samtidig beskyttede båden mod betonmolen. Et par af ”landfolkene” fra færgen kom hen og råbte til mig at jeg skulle finde et andet sted til at ”øve mig”, og at der ville komme en færge her om 20 minutter, så jeg havde bare at komme væk – og så gik de igen.
Her var meget uroligt – der kom jo sø ind fra havnehullet, men heldigvis stævnede båden nu søerne. Jeg havde ikke sat nogen fortøjning på fordækket – det plejer jeg først at gøre på vej ind i inderhavnen – det er der masser af tid til. Mens jeg stod der på det dansende fordæk, opdagede jeg en tynd line, der lå inde i fenderdækket. Den rakte jeg efter, men i samme øjeblik hoppede båden ekstra kraftigt, og båden forsvandt under mig og gled agterud – dybere ind i forhavnen.
Jeg røg i vandet, men holdt fast i fenderdækket, og imens dansede båden langs kajen indad mod det inderste færgeleje.
Udråbstegnet på billedet herunder viser, hvor jeg faldt i vandet, og bådens delvis selvstændige vej ind i havnen.
Nu kom færgefolkene til igen – de havde jo opdaget, at jeg ikke var på båden mere – og efter nogle forsøg
fik de hjulpet mig op på den høje kaj.
Imens var båden drevet ind og lå og huggede op ad rampen til det inderste færgeleje, og to tilfældige forbipasserende prøvede at holde den fra, så den ikke blev skadet yderligere.
Een var sprunget ned i båden, og en anden holdt fra oppe fra rampen – manden i båden råbte desperat til mig, at jeg måtte komme og hjælpe, han kunne ikke holde den fra alene.
Jeg løb så hurtigt jeg kunne med støvlerne fulde af vand, og sprang ned i båden fra rampen.
Med hjælpernes store indsats fik vi båden ind og ligge langs med kajen og rykket frem til den del af kajen, hvor der var store fenderdæk, der hang så langt ned, at de kunne holde båden fri af betonmolen.
Vi fik nu båden forsvarligt fortøjet, men båden lå selvfølgelig og huggede i dækkene i den urolige yderhavn, så det kunne ikke være en blivende løsning.
Mens jeg skiftede til tørt tøj, gik den ene af mine tilfældige hjælpere hen til havnefogden og satte ham ind i sagen. Havnefogden kom til og fik derefter fat i en motorbåd, der kunne trække mig ind i inderhavnen.
Nu var faren overstået – men båden havde jo fået slemme knubs. Stævnspidsen af rustfrit stål var slået ind og revet op, og fribordet til styrbord havde fået en række slemme hak fra den vestlige del af den inderste færgerampe - et forrevet betonfremspring, tydeligvis hærget af mange fejlskud fra færgen, når den anløber.
Tiden var inde til eftertanke og analyse af, hvordan det dog kunne gå så galt.
***
Båden opførte sig helt fremmed – noget andet har været på spil.
Her er kun én rimelig forklaring – og det er at færgen, der lå med skruen i gang ved færgelejet, har sat hele forhavnens vand i bevægelse. Den havde ligget der et stykke tid, og den fortsatte med at ligge med skruen kørende, mens vi kæmpede med at få båden i sikkerhed inderst i forhavnen.
Den har skabt en malstrøm, som jeg ikke kunne hamle op med min reducerede sejlføring, der jo netop ellers var foranstaltet af sikkerhedsgrunde. Dette vil jeg vise i det nedenstående.
Min forsigtighed blev min og bådens skæbne – og det kunne have gået meget meget værre…
Forklaring:
Malstrømmen
Når færgen helt i strid med reglerne ligger med skruen kørende, sender den naturligvis en kraftig vandstrømagterud.
Da den ligger med styrbords side op til kajen, og næsen inde i færgerampen, kan den kun hente vand ind til skruen midtskibs fra bagbord. Vandstrømmen fra skruerne kan ikke forsvinde ud af havnen – så ville den jo kunne pumpe vandet ud af forhavnen – og det er umuligt. Når der skal komme vand til skruen fra bagbord, vil skruen sætte vandet i en cirklende bevægelse, som billedet viser.
Den ellers så store, sikre og trygge forhavn er skabt om til en farlig malstrøm, som vil gribe ethvert fartøj med ringe fremdrift og drive det værgeløst hen mod færgen.
Når vi nu sætter min forunderlige og uforudsete anløbsoplevelse ind oven på det ovenfor viste antagede
strømforløb i havnen, falder alt på plads.
Det er helt forståeligt, at båden ikke ville gå over stag mod bagbord efter jeg havde lagt båden op i vinden og reduceret sejlet.
Det er helt forståeligt at den drejede så kraftfuldt rundt mod styrbord, da jeg tog sejlet helt ned.
Og det er oplagt at båden, efter at jeg havde fået sejlet halvt op igen, ikke ville andet end at drive mod bagbord, og ikke ville gå op i vinden og over stag væk fra færgen.
Båden endte jo så med at styre lige ind i færgens side – uanset hvad jeg gjorde – og den blev forunderligt stående som en dartpil i en skive, vinkelret på færgens bagbords side. Den var suget fast i den tværgående vandstrøm, der skulle forsyne skruen med nyt vand hele tiden fra vandet udfor bagbords side.
Først da jeg efter to forsøg og med vindens hjælp fik held til at komme ind bag kajen udfor færgens stævn, kom jeg i læ for malstrømmen - nu var det kun vindens kraft, jeg skulle slås med.
Her og nu kan jeg ikke rigtigt afgøre, om mit overbordfald ved kajen skyldtes en midlertidig udmattelse over at skulle skubbe båden fri af færgen de to gange, eller om det var en særlig voldsom sø, der fik båden til at hoppe.
Men at det er skibsførerens uansvarlige adfærd ved at lade skibet ligge med kraftig skruegang, der har ført til min desperate situation, det kan der ikke herske tvivl om.
Rundt omkring på havnen står der ellers meget store skilte med budskabet, at det er strengt forbudt at røre
skruen, mens fartøjet ligger til kaj.
Det er ikke en speciel ordning i Hundested Havn – det er gældende for alle danske havne.
Det kan derfor kun undre, at færgeselskabet Hundested-Rørvig lader hånt om dette, og at Hundested Havn accepterer denne praksis.
Det var i øvrigt tydeligt, at der ikke var nogen folk på broen til trods for at skibet lå med maskinen kørende og skruen eller skruerne igang – og altså dermed ingen, der kunne gribe ind med hensyn til skruegangen, hvis og når noget hændte som følge heraf. Helt uforsvarligt!
Der skete heldigvis kun mindre materielle skader – men det er nu også ærgerligt, når der er tale om en velholdt og 83 år gammel træbåd med lakeret fribord.
Billederne herunder er taget efter, at jeg har udbedret skaderne midlertidigt.
Der skulle nu ikke have været tilstødt ret mange forværringer, før situationen var blevet langt værre.
Hvis der ikke tilfældigvis havde været kompetent handlende forbipasserende til stede, og hvis båden havde landet mere uheldigt ved færgerampen, kunne den i den grad være smadret, at den var gået til bunds i havnen. Og endnu værre:
Hvis jeg var faldet i vandet fra stævnen, mens jeg forsøgte at skubbe båden væk fra færgen, er der en stor sandsynlighed for, at jeg ville være blevet suget ned under færgen og hakket i stykker af skruen!
Det sidstnævnte ville kun være blevet registreret som en uforståelig og uforklarlig hændelse – det eneste kompetente vidne var jo borte. Landfolkene ved færgen forstod ikke andet om situationen, end at jeg måtte være en uduelig person, der var ude og ”øve mig” – og det var jo altså absolut ikke tilfældet.
Jeg kan mit kram – det kan jeg fremskaffe mange vidneudsagn for. Jeg har ved mange lejligheder demonstreret mulighederne for anløb og afsejling uden anvendelse af motor over for andre sejlere, og jeg har gennem en lang årrække fungeret som instruktør i sejlerskolen i Roskilde.
Som tidligere omtalt har jeg ejet min nuværende båd i 26 år, og mine både før denne har ligeledes været aldeles ”motorfri”.
Jeg har sejlet i motorfrie både til Færøerne, til Oslo og op i den Botniske bugt, har anløbet og afgået fra utallige havne – også meget små – og i noget nær hovedparten af tilfældene som enesejler.
Her er altså ikke tale om en nybegynder, der er ude for at ”øve sig”!
Man kan kritisere mig for ikke at kunne gennemskue, at færgens skruevand ville kunne bringe mig i så alvorlige vanskeligheder, og den erfaring har jeg nu gjort mig. Men det er første gang i min over 45-årige ”karriere” som sejler, at jeg har været ude for noget sådant, så jeg er vel lidt undskyldt.
Man vil også kunne kritisere mig for ikke at have fortøjninger klar, da jeg anløb yderhavnen, men det er noget jeg hidtil har ordnet, mens jeg stille og roligt gled for min reducerede sejlføring ind gennem inderhavnen. Det vil ikke ske igen, efter at jeg har opdaget, at jeg kan komme i sådanne vanskeligheder.
Men det må slås fast med syvtommersøm, at det ikke er mig, der har fremkaldt den farlige situation i Hundested Havns yderhavn – det er skibsføreren på færgen.
Og jeg har en fornemmelse af, at det ikke er første gang, man overtræder reglerne på denne ansvarsløse måde, selvom jeg ikke før har været ude for det.
Jeg har også en fornemmelse af, at denne praksis kan hænge sammen med, at man så slipper for at anlægge de besværlige fortøjninger – skruegangen presser jo færgen ind i færgelejet, så den ikke ligger og drejer. Men det gør absolut ikke overtrædelsen hverken forsvarlig eller undskyldelig - tværtimod.
Jeg forstår ikke, at havnemyndigheden ikke griber ind overfor sådanne klare overtrædelser af reglerne – det kan jo også få følger for motordrevne fartøjer, der vil passere skruevandet for at sejle ind i inderhavnene.
Min store glæde ved Hundested Havn har fået et alvorligt knæk – jeg har ellers altid langt foretrukket den frem for Lynæs Havn, trods sidstnævntes langt mere beskyttede placering. Det er jeg ikke sikker på at jeg vil blive ved med.
Jeg overvejer at anlægge sag mod færgeselskabet, dels for reparationen af de materielle skader på min båd, dels for betalingen til motorbåden, der trak mig i sikkerhed i inderhavnen, og dels for tort og svie – det vil jeg undersøge omstændighederne for. Men det vil klæde færgeselskabet selv at komme et muligt sagsanlæg i forkøbet ved at tilbyde mig en erstatning for dets skibsførers uansvarlige adfærd.
Stig Ekblom
CAN III, bygget i 1931, hjemhavn Roskilde
Da jeg henvendte mig til rederiet og klagede over deres adfærd, afviste de blankt mine påstande om deres manglende fortøjning og manglende besætning under af- og pålæsningen af biler, men nogle måneder efter tog vi selv af anden årsag turen over med færgen. Her optog jeg en video, der til fulde opfyldte mine påstande.
