Jeg har rodet utroligt meget med teknik og ikke mindst motorer, intet skræmmer mig fra den kant - kan skille næsten hvadsomhelst af den slags ad, reparere det og samle det igen.
Min barndom ved Sundet har i høj grad været tilbragt med min morfars fiskerbåd og min onkels fine gamle motorbåd (med Ford T-motor i) - og senere i min fars hurtigbåd. Jeg var ikke i tvivl om at de gamle både var de dejligste at være i. Min fars larmede og lugtede og gik ubehageligt i søen. Vi plagede ham evindeligt om at anskaffe en sejlbåd, eller i det mindste en deplacementbåd. Så kom han en dag hjem med en sejljolle - og så var min skæbne beseglet - og besejlet.
Så når jeg bruger så mange kræfter på det med motor i sejlbåde, er det ikke fordi jeg har noget imod selve motoren i dem, men det at sejlbådene stort set ikke sejler for sejl - fordi motoren har fået overtaget i sejlbåden.
Jeg hygger mig ind imellem med nogle ret nybagte motorbådsejere lige overfor på broen. De fortæller undrende, at de har snakket en del med sejlbådsfolk, der kalder sig sejlere med stort S, og som fremhæver deres egen måde at sejle på i forhold til "den dersens motorbåd", som mine genboer har fået sig - men de ser dem nu alligevel kun sejle for motor, når de møder dem derude. "Hvad skal de så egentlig med masten og sejlene?" siger de. Godt set af nogle nybegyndere, ikke?
Det er et valg om man vil have en motorbåd eller en sejlbåd.
.Jeg forstår meget vel charmen ved at have motorbåd.
Dels det rent udseendesmæssige, hvor jeg finder mange gamle motorbåde fantastisk elegante og formskønne, og dels fordi jeg sagtens forstår charmen ved at sejle så frigjort som man kan - direkte mod målet, eller feks. ind og ud af Ribe Kammersluse, når det passer een.
Og når det så foregår i adstadigt tempo og med lav støj, og med et rimeligt brændstofforbrug ( i disse CO2-tider).
Når jeg møder en fin gammel motorbåd, er jeg lige ved at vinke armen af led, mens mine mundvige er svære at få drejet opad, når et brølende udyr af en muskelbåd fræser lige foran mig og er ved at vælte mig ud af båden med sit bovvand.
Så jeg er altså ikke fanatiker (kun få fanatikere indrømmer, at de er det), men jeg dyrker den ædle sejlsport for sejl i dens mest rendyrkede form - som en helt selvstændig sportsgren: sejl-sejlingen.
Det giver nogle helt andre udfordringer, ligesom at løbe off-piste langrendsski i stedet for slalom. Man kan ikke, hvad man vil, for man må forlade sig på naturens præmisser - og ens egen kunnen og udholdenhed.
Man skal ikke tænke på at komme i havn - og indrette sit havnevalg derudfra - for at hente brændstof, ligesom man i ski-langrend ikke behøver at bekymre sig om, hvordan man kommer hen til liften - eller hvor lang kø der mon er foran den.
Frihed og uafhængighed af teknisk hjælpeudstyr, det er hvad rigtig langrend og sejlsejling går ud på.
At løbe linen helt ud ad den vej kunne godt opfattes som fanatisk, men det er ikke hele sandheden. Der er noget forskning i det. Jeg er særdeles historisk interesseret, og jeg opfatter det nærmest som en form for videns-, kunnens- eller mentalitets-arkæologi at afprøve metoder og muligheder som ren sejl-sejler.
Sådan har man transporteret sig i hundredevis af år, og det har gjort noget ved bevidstheden om een selv og ens forhold til naturen - både at man gjorde sådan, og at der kom motor-teknologi til. Jeg indlever mig i begge felter og kan dermed udforske mig selv i de forskellige roller.
I min Færø-beretning på min hjemmeside (se her) fortæller jeg at de unge færinger overhovedet ikke interesserer sig for hvad vej strømmen går, når de skal ud og sejle - uanset det sagtens kan dreje sig om 6 knob imod eller med – eller med frygtelige strømrejste bølger til følge. De svarer kun naturbetingelserne med højere stævne, større skibe og endnu mere enorme mængder af hestekræfter.
Der er sket et knowhow-tab fra generation til generation. Det skal nærmest genskabes gennem ny erfaring, hvis man i dag vil forstå og opleve, hvordan man dengang roede og sejlede rundt ved Færøerne i overensstemmelse med naturbetingelserne.
Også i vores hjemlige farvande er det så berigende at udforske naturens betingelser for sejladsen, at udvikle sine egne evner til at se, sanse og forudsige naturens forandringer - og indrette sin sejlplanlægning derefter.
Når vi sejler, har vi fri - skal eller bør ikke skulle ikke nå noget. Var det rent og skært for at transportere os, at vi har en båd, så var der dog langt mere effektive måder at komme afsted på. Tag toget eller flyveren, hvis du bare vil transporteres - der kan du gøre det hurtigt, automatiseret og uengageret.
Når vi sejler, har vi fri - skal eller bør ikke skulle ikke nå noget. Var det rent og skært for at transportere os, at vi har en båd, så var der dog langt mere effektive måder at komme afsted på. Tag toget eller flyveren, hvis du bare vil transporteres - der kan du gøre det hurtigt, automatiseret og uengageret.
I din fritid har du lov til at nyde, fordybe dig i og dvæle ved - og opleve. Så gør det dog!
***
.
Rart at se, hvordan den netbårne søulk har rejst sig fra sottesengen, skuende mod visse horisonter, og vrissende af andre..
SvarSletVi er nogle, der glæder os til et kursus i havnemanøvrer for kloshalet storsejl 4)