Om æstetikken i det at sejle – og fællesskaber omkring det at have træbåd

En vigtig ting for mig er æstetikken omkring det at sejle. Det skal være smukt og også gerne se smukt ud, også for andre. Jeg nøjes ikke med at nyde naturen omkring os, men bestræber mig også på at glæde mig selv og andre med synet af mit fine fartøj, og også med måden at sejle på.
Ingen unødig støj, ingen besværende dønning for andre, elegante havneanløb uden panik, gentlemanfærd.
Hjælpsomhed, venlighed, hensynsfuldhed og gæstfrihed er gamle klassiske dyder for sejlerfolket, og de bliver aldrig umoderne.

Men desværre må vi i høj grad sige at de trives bedst blandt de gamle og nostalgikerne.
Der er for langt imellem det blandt de mange andre.

Det må have noget at gøre med tradition og fællesskabskultur.

Derfor er det en lyst at være med i aktiviteterne i DFÆL - altså Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer - at møde al den skønhed og ikke mindst dyrkelsen af ovennævnte dyder.

Klik på billedet for at se i fuld størrelse



Det er i den forbindelse ironisk, at det at være træbådsejer alt for længe har haft en karakter af "lavere klasse", noget for fattigrøve, ihvertfald her i Danmark. Antageligvis skyldes det, at en gammel træbåd for mange bare har været en billig tilgang til at prøve det med at sejle. Det har kostet mange fine gamle træskuder livet at falde i hænderne på dem, der gjorde det fordi det var billigt, og ikke fordi de ønskede en træbåd. Det må forandres.
Det er i vore dage helt anderledes i USA, England, Tyskland og Sverige. Her dyrker man de gamle træbåde som var de skabt af Guds hånd. Det skal nok komme hertil, men vi kunne jo godt hjælpe det lidt på vej. Måske skyldes den særlige interesse i de andre lande, at der er så få træbåde tilbage; det skulle vi gerne undgå!

Vi må udbrede det at eje og sejle træbåd som det privilegium det er - den er jo et unikum.
Det demonstrerer klasse og overskud, at man magter at gøre det. Det andet er jo i vore dage blot et simpelt udtryk for masse-adfærd, der ikke kræver den store indsats eller forudsætninger: Køb en smart masseproduceret muskelsvulmende motorbåd – og lån til den på friværdien. (Nåh-ja, den fest er vist slut; nu ligger de lånerige vist yderst på øretævernes havnepladser...)
En moderne plastic-havcamper er latterligt billig i forhold til en velholdt træbåd, hvis man skal gøre indsatsen op i penge. Tænk, hvad vi kunne have tjent på overtid, hvis vi fantasiløst havde pligtarbejdet på jobbet i stedet for inspireret at lystknokle med træbåden.

En anden fordel ved dette træbådsroderi er det fællesskab, vi får opbygget som bådejere. Det er der ellers desværre ikke for meget af på moderne havne. I Roskilde har vi en særlig vinterplads for træbåde: ”Ormegaarden”.
Desværre er tendensen, at antallet af træbåde i Roskilde havn kun er svundet gennem de 15 år jeg har boet i Roskilde. Men her har vi ellers chancen for at hjælpe hinanden med problemerne med træbådene - og det er der også stærkt brug for på landsplan.

Vi er flere, der arbejder på at oprette et træbådsforum på nettet. En stor del af de både, der er blevet hugget op efter at have stået på skrammelpladsen på havnen, kunne have været reddet med de rette gode råd - og måske også lidt dåd. Et større og mere udbygget netværk mellem træbådsejerne kan også skaffe lokal hjælp til nødlidende.

Gamle og evigtgyldige dyder som hjælpsomhed og fællesskab - modsat tidens trend: egoisme og isolation.

***