Oh - dette at sejle for sejl

Jeg fandt dette lille essay i et gammelt gemme. Noget jeg har skrevet for flere år siden - det må bringes her:

Glide afsted, rase afsted, ligge stille - nogen gange på det fladeste vand, andre gange i irriterende dønning eller sprøjtende krapsø. Alligevel at komme gennem store farvande - gennem og ud af søkortene - over lande og territorialgrænser. Det kan kun opleves, ikke beskrives fyldestgørende.

Dette at være helt hengivet til naturens luner - men alligevel næsten ligesom som en Tarzan at kunne svinge sig afsted, rejse gennem naturen med dens egne kræfter som drivmiddel.
Det er så udfordrende, så spændende i al dets langsommelighed og enkelhed, at ingen tv-produktion eller spændingsfilm kan give tilsvarende oplevelse. Det er ovenikøbet interaktivt - som den nyeste computerteknologi - og sådan har det endda været i årtusinder.

Det er som at læse en kæmpe bog skrevet med billeder og alle mulige sanseoplevelser - en natur-rebus. Man må dvæle længe og sansende ved hvert billede for at forstå budskabet, for at fatte hvor man er kommet til, hvordan man kom dertil, og hvordan man kommer videre på bedste måde - og hvorhen.
At hengive sig til sansningen som orienteringsmiddel - kun med ganske få og teknisk simple hjælpemidler som kompas, kikkert og søkort. Og hertil tænkningen - det at planlægge sin videre færd ud fra egen viden og erfaring.

Synssansen er naturligvis det vigtigste for orienteringen, men følesansen spiller en stor rolle for at presse det optimale ud af sejlenes og skrogets evner til at skabe fart i båden ud fra de givne forhold. Trykket på rorpinden, bådens krængning, vindens tryk på den ene kind bruges løbende til at vurdere resultatet.
Lydene - bruset fra vandet, såvel fra bølgerne som fra skrogets gang i disse går i en højere enhed med vindens susen i riggen eller endda i bølgetoppene.

Og pludselig - ind imellem - et fugleskrig eller et snøft fra et marsvin, eller måske en fjern dundren eller dunken fra et skib eller fiskefartøj ude i horisonten.
Der er lugteoplevelser - vandet kan lugte forskelligt fra farvand til farvand, og dunster fra fiskestimer eller blomstrende tangskove kan veksle med landlige lugte - eller mad- og brændselsoliehørmeren fra en fjern færge. Alt dette mens en stadig kamp kæmpes i al fredsommelighed for at aflokke naturen lidt mere fart til båden, i en stræben for at komme videre - så langt som muligt.

Men ak - alt dette går det fortravlede nutidsmenneske som regel glip af. Hverdagens rationalistiske transporttænking smitter af på fritidsadfærden.
Når farten falder til under 3-4 knob eller vinden er imod, så bliver motoren startet og naturen bekæmpet for at man kan komme frem. Smukt er det ikke, men man skal jo videre, ikke? De målbare oplevelseskrav kalder; der skal opvises et vist kvantum alment anerkendte seværdigheder for at ferien eller weekenden kan præsenteres som en succes.

Frygten for bølgegangen ved frisk vind – og det der er værre - låser utallige feriebåde inde i overfyldte marinaer i dagevis - og så er det jo om at rejse effektivt, når søen lægger sig.
Videre - videre til nye overfyldte feriehavne. Helst ikke for sent afsted om formiddagen og ikke for sen ankomst om eftermiddagen – så taber man kampen om de gode pladser - og skal ligge uden på fem andre både i den nye havn.

Men i havn skal man. Køleskabe - endda frysere - ombord kræver tilslutning til broernes eludtag, så batterierne bliver opladet - og rejerne og øllerne holdt kolde. Det går altså ikke at sejle om natten eller at finde en rolig ankerplads bag en ø eller i en herlig bugt - elstikket kalder!

Med tiden mister man evnen til at sejle om natten - det bliver noget skummelt, skræmmende, nærmest utænkeligt.

Ak. Den frihed vi ønskede at finde på vandet er gået fløjten. Vi er blevet pinedød afhængige af frie havnepladser, gode havnefaciliteter, velfungerende og kraftige motorer, et væld af elektroniske hjælpemidler, fastlagte tidsrammer for afgang og ankomst, det daglige, varme brusebad - strømmen til køleskabet og ikke mindst fjernsynet.

Er det værd at have båd mere? Det giver jo bare stress og enorme udgifter at sejle sejlbåd. Ikke mærkeligt at flere og flere vælger de hurtiggående, larmende, ressourceforbrugende og forurenende powerboats, der hurtigt kan komme fra havn til havn - og som oven i købet medbringer lyse rum med høj komfort og fornemt interiør - næsten som derhjemme.
De bruger godt nok en masse brændstof, generer de få tilbageblevne sejl-sejlere med larm og kølvand, som i øvrigt også overskyller andereder inde i sivene.
Men de giver bedre mulighed for at få opfyldt kravene til feriens herlighedsværdi.

Hvorfor ender jeg altid med at harcelere over “de andres” elendige bådvaner? Lad dog dem om at gøre, det de gør, vil nogen sige.
Men nej. Dels bliver jeg generet af dem, dels er jeg så lykkelig for mine egne oplevelser, at jeg synes andre skulle prøve dem også.
Og så ærgrer det mig også at mange kommer til sejlsporten netop fordi de søger friheden og naturoplevelsen på vandet - men lynhurtigt bliver de ført ind i et fællesskab blandt bådejere, der straks videregiver deres egne komforthungrende og naturforskrækkede værdier til dem.

Inden man som nytilkommen ser sig rigtigt om har man bevæget sig ind i et omkostningstungt og teknologifikseret rum, som “de gamle” bådejere fremmaner for dem. Godt bakket op af den annoncørbetalte bådpresse, der naturligvis tuder de nyankomne ørerne fulde af behov for sikkerhed, komfort, rummelighed og luksus - ellers ville de jo ikke kunne sælge dem noget nyt.
Efter nogle års kedsommelig statusjagt og sejlforskrækkelse siver de engang så entusiastiske natursøgere bort fra de teknologiske vidundere og over til sommerhuse og eksotiske ferierejser.

Det behøver ikke at være sådan. En ny sejlerkultur - eller rettere en ældgammel - kunne etableres. Hvor selve sejladsen er det vigtige - det at sejle for sejl i naturen og på dens præmisser. Hvor vi bruger naturens vidunderlige tilbud om gratis bad, masser af plads, frihed, uafhængighed, skønhed, spænding og ro. Og hvor vi lader naturen sætte dagsordenen og give os de muligheder for at opleve den mængde seværdigheder, vi nu kan få – i overensstemmelse med de givne betingelser.

Hvis flere gjorde sådan kunne det være det også smittede af på vores adfærd i dagliglivet. Måske er det ikke så vigtigt at komme så hurtigt frem og nå så meget - og at investere så voldsomt i de af sælgerne påståede så vigtige “livsfornødenheder”.

Nyd livet og naturen - dig selv og familien – og de rigtig interessante bekendtskaber, der er at gøre på en fredelig ankerplads eller i en naturhavn. Jeg glæder mig til at møde dig…..


Stig Ekblom, sejl-sejler i motorfri Nordisk Krydser NK D4 fra 1931

.
.

..Du kan læse flere skipperhistorier på min hjemmeside: https://sites.google.com/site/stigekblomdk/home