Her skrives om at sejle træbåd, spille harmonika - om klassiske både, skærgårdsidyl, sejlerliv, sejl-sejling - altså at sejle motorfrit, musikudøvelse, tanker om tiden, livet og alt andet relevant. Helt aktuelt er emnet: Kurs mod fjerne klipper - Turen op langs Vestnorge med Lofoten som mål - men dette mål er nu droppet. Med de indtrufne vejr- og helbredsmæssige kvaler har jeg endda droppet at nå Vestlandet og nyder nu Sørlandet.

Sejltur til Norge 2023 - og gamle indlæg

Turen til Norge gik afsted d. 22. maj - men længere end Sørlandet bliver det altså ikke. Vejrforhold spiller enormt meget ind, når man sejler på naturens præmisser - motorfrit og ovenikøbet single hand - og det har altså vist sine bagsider, så de store planer har måtte droppes. Vil du iøvrigt vide mere om mig og båden, så gå til min hjemmeside her: https://sekblom54.wixsite.com/stig-ekblom

fredag den 15. september 2023

7. September: 38 sømil fra Torekov til Hundested

Jeg kom afsted fra Torekov ved 10-tiden - der var ingen grund til at gå ud før, for der ville ikke komme vind før. 

Satte genua og gled derudad - men ved hjørnet af Hallandsnæssset (Bjärehalvön) - ud over Skälderviken - kom der faktisk ret god vind, så jeg på en skæring lå godt nok ned med kurs mod Kullens spids. 

En enlig tysk kvinde i en større båd var gået afsted fra Torekov en times tid før mig - og hende hentede jeg godt op (hun sejlede med rebet storsejl!). Der var faktisk livlig sø i Skälderviken på trods af at der var fralandsvind derindefra - men den er jo også ret dyb

Lige foran spidsen ved Kullen blev der som vanligt meget stille - og derefter var det som sædvanligt ligesom at komme ind i en helt anden verden med et helt andet vejr. Vinden rummede til foran for tværs - lidt urolig sø - måske 5-6 m/s. 

5 sømil senere havde jeg hentet den tyske båd op - men nu tog vinden også af. Ved ammunitionsdepotet nord for Gilleleje blev det rigtigt sløvt - og efter en times driven og kæmpen i den nu meget svage vind, forlod tyskeren mig med indrullet forsejl og for motor. Lav sport!

Jeg biksede videre en time til halvanden - hver gang der kom lidt vind søgte jeg indad mod land. Og endelig - noget vest for den irriterende radiomast ved Salgårdshøj - begyndte der så småt at opstå en sydlig vind. 
Snart gled jeg lykkelig afsted langs kysten på en skæring med kurs lige mod Hundehoved (som jeg kalder Spodsbjerg ved Hundested).

Ved Nødebohuse blev jeg langsomt sejlet op af et større fartøj for motor og storsejl - og en person gik frem på dækket og tog billeder af båden og mig - vinkede ivrigt. Da de kom helt op til mig, så jeg at det jo var det fine skib "Bonito" og at vinkeren var Lars Hendriksen - en af verdens dygtigste dragesejlere. 
Jeg har kendt ham i mange år - og hans familie - for vi har mødtes flere gange, mens han sejlede Nordisk Krydser.



Her er nogle af billederne - jeg sejlede på det tidspunkt omkring 7 knob - og Lars Hendriksen roste meget mine nye sejl og deres trim. De måtte bruge god motorkraft for at sejle mig op....

Jeg kom frem ved 7-tiden om aftenen og valgte for en gangs skyld at spise på restaurant - måtte jo fejre hjemkomsten til Dannevang efter alt den tid.
Gik over på "Knuds" som jeg kender som et glimrende spisested.

Her mødte jeg igen Lars Hendriksen og en anden meget dygtig dragesejler, Frank Berg, der iøvrigt er verdensmester i Klassisk Drage (altså træ-drage) - i selskab med flere fra deres to både. 

Mine kære venner Lone og Stig fra Lynæs kom som modtagelseskomite til "Knuds" - og vi havde det herligt sammen allesammen, til  vi blev trætte nok til at gå hver til sit...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Faste læsere