Her skrives om at sejle træbåd, spille harmonika - om klassiske både, skærgårdsidyl, sejlerliv, sejl-sejling - altså at sejle motorfrit, musikudøvelse, tanker om tiden, livet og alt andet relevant. Helt aktuelt er emnet: Kurs mod fjerne klipper - Turen op langs Vestnorge med Lofoten som mål - men dette mål er nu droppet. Med de indtrufne vejr- og helbredsmæssige kvaler har jeg endda droppet at nå Vestlandet og nyder nu Sørlandet.

Sejltur til Norge 2023 - og gamle indlæg

Turen til Norge gik afsted d. 22. maj - men længere end Sørlandet bliver det altså ikke. Vejrforhold spiller enormt meget ind, når man sejler på naturens præmisser - motorfrit og ovenikøbet single hand - og det har altså vist sine bagsider, så de store planer har måtte droppes. Vil du iøvrigt vide mere om mig og båden, så gå til min hjemmeside her: https://sekblom54.wixsite.com/stig-ekblom

lørdag den 2. september 2023

De gamle kan endnu - 60 sømil Fra Mönster Udde til Hallands Väderö på 8 timer...

Sejlturen idag blev barsk med frisk vind fra VNV og vild sø.
Men vi sejlede 60 sømil på 8 timer, 92-årige CAN III og snart 69-årige mig.

Jeg klappede båden mange gange - som den dansede gennem Kattegats vilde søer i stor fart og uden vand i cockpittet - bortset fra 5 gange, hvor en bølgetop klaskede ind over os - den første og værste slog helt ind i kahytten og gjorde kortene våde. 
Så satte jeg nederste skot i, men der kom ikke flere så slemme. 

Og kom til elskede Hallands Väderö ved 17.15-tiden - altså passerede fyret i nordenden der. 
Men skulle så rundt om Vrenen og Vinga Skär, hvor jeg tog genuaen ned, og krydsede for storen, som var rigeligt i den kraftige vind - ind i Kapellshamn.
Og her er jo herligt - trygt - og her har vi været mange gange. Det er som at komme hjem. 

En svag duven og en susen i riggen her i Indre Kappelshamn afslører vinden og den vilde sø ude på Kattegat, men de to svajbåde ude i Ytrre Kappelshamn dingler skrækkeligt rundt i dønningerne. 

Imorgen bliver en slapperdag her - for der bliver ligesåmeget eller mere vind end idag - så det gider jeg ikke.

Aftensmaden blev undtagelsesvis en gang dåsesuppe - men med herlig cubansk musik til... 

Og en gåtur øen rundt imorgen - det gider jeg.... 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Faste læsere