Tænk at man er nødt til at have skiunderbukser på hele formiddagen - i det temperede Kattegat?
Nåh, men nu ligger jeg altså her i Varberg havn og hører på nabobådenes klaprende fald fremfor i al ensomhed i en vidunderlig naturhavn.
Ensomhed er noget mærkeligt noget - her i Sverige er man også dømt til den, selvom der er masser af mennesker rundt om een.
Ingen ser een i øjnene - ingen hilser, selv her på havnen. Og selv om jeg kigger velvilligt og smilende på dem.
Eneste menneskekontakt igår var en dansk sejler, der forgæves ville hjælpe mig på plads under anløbet - og så en polsk lystfisker, der prøvede lykken lige ved molen, hvor jeg ligger.
Svenskere - et super rigt og særdeles fattigt folk...
Nåh, men min bådnabo Ken har udsendt nogle billeder af CAN III og mig selv, dels under pakningen og dels under afsejlingen, der foregik med bådtrut og Godturråb.
Men ak, nu ligger jeg her bare 106 sømil fra hjemhavnen - ikke engang 10% af sørejsen er nået på snart en uge..
Åh, flynder, Ilsebil o.s.v....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar