Her skrives om at sejle træbåd, spille harmonika - om klassiske både, skærgårdsidyl, sejlerliv, sejl-sejling - altså at sejle motorfrit, musikudøvelse, tanker om tiden, livet og alt andet relevant. Helt aktuelt er emnet: Kurs mod fjerne klipper - Turen op langs Vestnorge med Lofoten som mål - men dette mål er nu droppet. Med de indtrufne vejr- og helbredsmæssige kvaler har jeg endda droppet at nå Vestlandet og nyder nu Sørlandet.

Sejltur til Norge 2023 - og gamle indlæg

Turen til Norge gik afsted d. 22. maj - men længere end Sørlandet bliver det altså ikke. Vejrforhold spiller enormt meget ind, når man sejler på naturens præmisser - motorfrit og ovenikøbet single hand - og det har altså vist sine bagsider, så de store planer har måtte droppes. Vil du iøvrigt vide mere om mig og båden, så gå til min hjemmeside her: https://sekblom54.wixsite.com/stig-ekblom

søndag den 21. maj 2023

I MORGEN GÅR DET AFSTED

CAN III ligger skinnende i aftensolen her søndag aften - proppet helt til i forskibet med proviant og udrustning - nu helt klar til den store tur...

De 10 dages influenza har sat deres spor - har forsinket



mig temmelig meget. 

Men det gode vejr og en ihærdig indsats har nu gjort det muligt at komme afsted imorgen mandag - altså kun 7 dage forsinket.

Båden skulle lakeres og rigges op efter søsætningen - det har krævet sit. Men den omfattende proviantering og den efterfølgende pakning af båden har virkelig trukket tænder ud.

Målet er at have færrest mulige havneanløb og længst mulige stræk mellem naturhavnene på vejen op mod Lofoten. Men vejret vil være en afgørende faktor for succesen - meget svage eller stærke vinde vil gøre meget herfor.

Motorfriheden giver naturen en kæmpe indflydelse på dagsdistancen - og bekvemmeligheden kan forhindre afsejling i frisk eller hårdt vejr. Denne tur bliver ingen præstationssejlads - men lad os nu se om det ikke kan lykkes at komme langt...

Mandagens første mål er såmænd bare Rørvig-bugten. Og tirsdag forhåbentlig Hallands Väderö. Og derefter må vi se, hvad der sker - håbet er at komme i naturhavnen bag Mönster Udde ved Kungsbacka-fjorden onsdag.

Frederikssundsbroen har været gået i udu i sidste uge, men skulle nu kunne være i funktion. Ellers en fjollet forhindring for overhovedet at komme afsted.

Ingen kender dagen før solen går ned - vi må se, hvad morgendagen bringer...


2 kommentarer:

  1. Rigtig god tur, Stig
    Vi håber du får en fantastisk tur
    Kærlig hilsen René og Gitte

    SvarSlet
  2. Orkestret På gyngende grund ønsker dig smult vande og blid bør. Indsaml viser, eom du kommer frem.

    SvarSlet

Faste læsere