Her skrives om at sejle træbåd, spille harmonika - om klassiske både, skærgårdsidyl, sejlerliv, sejl-sejling - altså at sejle motorfrit, musikudøvelse, tanker om tiden, livet og alt andet relevant. Helt aktuelt er emnet: Kurs mod fjerne klipper - Turen op langs Vestnorge med Lofoten som mål - men dette mål er nu droppet. Med de indtrufne vejr- og helbredsmæssige kvaler har jeg endda droppet at nå Vestlandet og nyder nu Sørlandet.

Sejltur til Norge 2023 - og gamle indlæg

Turen til Norge gik afsted d. 22. maj - men længere end Sørlandet bliver det altså ikke. Vejrforhold spiller enormt meget ind, når man sejler på naturens præmisser - motorfrit og ovenikøbet single hand - og det har altså vist sine bagsider, så de store planer har måtte droppes. Vil du iøvrigt vide mere om mig og båden, så gå til min hjemmeside her: https://sekblom54.wixsite.com/stig-ekblom

onsdag den 31. maj 2023

Herlig naturhavn - for svaj.

Med rebet Storsejl og fok susede jeg nordpå - og valgte at gå ad Instö-renden bagom Marstrand istedet for udenom i det hidsige Kattegat. På det åbne stykke efter Källö-Knipplan var der sø, sprøjt og stærk vind - og så var det jo godt med de små sejl.
Båden er ved at tætte i fribordet - omsider - så der ikke er så meget lænsearbejde, det er dejligt.
Den oliemættede mahogny er længe om at suge vand til sig.

På vej ud af Instö-renden drejede jeg for tidligt og tog grunden - men en forbipasserende speedbåd med mange ombord fik hurtigt en succesoplevelse med at trække mig fri. Det var på helt smult vand, men jeg lå skråt på grunden - for jeg sejlede jo ind på den under krængning for sejl.
Ude på Hakefjorden nordøst for Marstrand sejlede jeg mellem  den imponerende Älgø og dens lort (det hedder den, Lorten) og ind gennem indsejlingen til et af mine yndlings-arkipelager (øriger) og tog en Sxk-bøje, selvom de overskriver den med påbud og forbud om kun for medlemmer og såogsålang tid osv.

Her på kortet ses stedet

Og sådan ser her ud

Og jeg kom til at lave mad til to personer. Stegt aubergine og soyamarineret tofu - med stegt spidskål, gulerødder, løg og hvidløg. Den står på restemad imorgen...
Lige nu er det godt nok stille, mildt og lunt.

Jeg undrer mig - der ligger tre andre både her for svaj. Jeg har ikke set et eneste menneske oppe i cockpittene - har jo nu været her i et par timer. Er de her ikke for at nyde naturen?
Jeg kan ikke få mig selv til at gå ned i kahytten. 
Gøgen kukker, ternerne knitrer, kanadagæssene gør og skratter - klipperne er så flotte. Alt denne unikke natur skal man da opleve her og nu. 
Forresten så jeg en våd sælsnude ude ved Lorten - og så hele hovedet. Da jeg sejlede tæt forbi Sälö så jeg ikke een...

Men ups - så kom der lige sådan et Wallenius-skrummel forbi - lige ude på Hakefjorden udenfor øriget. 
Men man mærker ingen dønning efter den herinde... 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Faste læsere