Her skrives om at sejle træbåd, spille harmonika - om klassiske både, skærgårdsidyl, sejlerliv, sejl-sejling - altså at sejle motorfrit, musikudøvelse, tanker om tiden, livet og alt andet relevant. Helt aktuelt er emnet: Kurs mod fjerne klipper - Turen op langs Vestnorge med Lofoten som mål - men dette mål er nu droppet. Med de indtrufne vejr- og helbredsmæssige kvaler har jeg endda droppet at nå Vestlandet og nyder nu Sørlandet.

Sejltur til Norge 2023 - og gamle indlæg

Turen til Norge gik afsted d. 22. maj - men længere end Sørlandet bliver det altså ikke. Vejrforhold spiller enormt meget ind, når man sejler på naturens præmisser - motorfrit og ovenikøbet single hand - og det har altså vist sine bagsider, så de store planer har måtte droppes. Vil du iøvrigt vide mere om mig og båden, så gå til min hjemmeside her: https://sekblom54.wixsite.com/stig-ekblom

mandag den 28. august 2023

Fiskebäckskil

Ved 12-tiden forlod jeg den vidunderlige naturhavn med alle dens ældgamle grafitti og krydsede dernedad i herlig syd-sydvestlig vind og nogenlunde rolig sø.

Gik udvendig på både Hamburgö og Soten, der ville have medført utallige kryds hvis jeg var gået indenom dem - og i Sotenkanalen er det jo forbudt at sejle for sejl.

Gik ind i skærgården ved Smögen, men fortsatte indad og så nedad på havsiden af Malmön, hvilket egentlig var fjollet - havde jeg gået indenom, ville sejladsen have blevet meget hyggeligere, men måske ikke så hurtig.
Vinden var efterhånden kommet op de 8-10 m/s så genuaen var lidt i overkanten - men stærkt gik det...

Anløb yndige Fiskebäckskil ved 18-tiden og hastede op til Tempo - deres eneste madbutik, som lukkede kl 19 (vi er nok kommet til provinsen)

Spiste ved tilbagekomsten  nogle rugbrødsmadder - for restauranten har lukket mandag til torsdag (vi er rigtignok kommet uden for sæsonen, hvar.? - men så sparede jeg da de penge...)

Og gik så tur i den utroligt velbevarede og fine gamle skipperby med de smukkeste huse træhuse i allermest ægte skærgårdsstil. 
Kirken er så fin - af træ - og er fra 1775.
Og solnedgangen var også fin fra færgepynten

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Faste læsere