Handelsbyen Kaupang og Citadelsøya ved Stavern

I går sejlede jeg den ganske korte tur fra Skutebukta til Ødegårdsbukta, hvor Larviks Sejlforening ligger – én af de ældste i Norge.  

Kaupang

I dag har jeg haft en herlig dag, hvor jeg spadserede rundt i Kaupang, som slet ikke er at se mere, men som var et meget vigtigt handelssted i årene fra slutningen af 700-tallet til starten af 900-tallet.

Handelsbyen lå langs en dyb vig - men vigen er så tilmudret, broslået og stenbelagt, at man ikke engang kan kajakke op ad den mere.

Der findes dog et lille museum, hvor nogle af genstandene fra de omfattende udgravninger er udstillet – og huse og broer er skitseret på tegninger med en rigelig mængde tilhørende tekst. 

Tæt ved museet kan man se nogle udgravede grave i et lille gravfelt – flere af gravene har været bådgrave – dvs. at mennesker er blevet begravet i både, dog kun mindre både. 

Meget beskedent, men det vigtige for mig var jo egentlig bare at sanse dette historiske sted og forestille mig aktiviteter og faciliteter på handelsstedet. 

Der er opstået kraftig diskussion om dette sted er det historiske Skiringssal, men det lokale ”Historielag” er ikke i tvivl: 

Dette er med sikkerhed Skiringssal. 

Grunden til tvivlen er, at man ved Sandefjord har fundet et andet handelssted - tæt på kongshøjen, hvor man fandt det utroligt velbevarede og enormt rigdomsprægede Gokstadskib, der også var en bådbegravelse, men i en helt anden og højere klasse.

Nåh, men det vil jeg jo også besøge, så mere om dette senere. 

Citadelsøya

Sent på eftermiddagen valgte jeg at hive ankrene op og sejle til Stavern, hvor der udenfor ligger en fæstningsø med et citadel på.

Fæstningen er oprindeligt fra 1600-tallet og blev udbygget i slutningen af 1700-tallet. 

Efter en rundtur foran Stavern sejlede jeg – bare lige for at prøve – ind i fæstningshavnen – et meget snævert indløb og kun et lille felt med under 2 meters dybde iflg. Havneguiden – og så valgte jeg (selvfølgelig) at ankre her i denne fuldstændig vanvittige idyl og i de mest fascinerende omgivelser. 

Her kan intet ondt ske vedr. vind og bølger, og en lille tur med kajakken viste at der er rigelig dybde for mig til at svaje hele vejen rundt for alle vinde. 

Ingen andre sejlbåde tør åbenbart gå herind og ankre – der er kun en mængde store motorbåde, der ligger side om side inde ved et kajanlæg med ringe dybde foran. 

Jeg roede selvfølgelig straks i land og kiggede på citadellet og rendte op på toppen af det første ”bjerg” med blokhuset på. 

Her er der en herlig udsigt ud over Larvikfjorden og Skagerrak 

– og ikke mindst ned på lille CAN III der ligger i ensom majestæt midt i fæstningshavnen - dog lige midlertidigt sammen med en dejlig åben snipa, der stoppede for at konen kunne bade (aldrig mændene, sjovt nok...) 

Citadellet i solnedgang - så fantastisk...

I morgen vil jeg ro ind til fæstningsbyen Stavern, som blev gjort til dette under Frederik d. 5. og her er også Frederiksverft, hvor man byggede krigsskibe. Byen skulle være særdeles charmerende.

PS: Det allerbedste ved stedet her er, at jeg ligger helt i sølæ for dønninngerne fra alle de forbandede unger, der uafbrudt flintrer rundt med deres 9.9 HK-både uden for Stavern Havn – og så de forbandede voksne, der i mellemstore powerboats bare kører derudad i det lille indhav foran Stavern – altsammen på trods af talrige skilte, der angiver maxfart 5 knob. 

Hvad er dette dog for et land?