Her skrives om at sejle træbåd, spille harmonika - om klassiske både, skærgårdsidyl, sejlerliv, sejl-sejling - altså at sejle motorfrit, musikudøvelse, tanker om tiden, livet og alt andet relevant. Helt aktuelt er emnet: Kurs mod fjerne klipper - Turen op langs Vestnorge med Lofoten som mål - men dette mål er nu droppet. Med de indtrufne vejr- og helbredsmæssige kvaler har jeg endda droppet at nå Vestlandet og nyder nu Sørlandet.

Sejltur til Norge 2023 - og gamle indlæg

Turen til Norge gik afsted d. 22. maj - men længere end Sørlandet bliver det altså ikke. Vejrforhold spiller enormt meget ind, når man sejler på naturens præmisser - motorfrit og ovenikøbet single hand - og det har altså vist sine bagsider, så de store planer har måtte droppes. Vil du iøvrigt vide mere om mig og båden, så gå til min hjemmeside her: https://sekblom54.wixsite.com/stig-ekblom

onsdag den 23. august 2023

Mandag d. 22. August - Skuden er gået til Grebbestad

Jeg forlod den forblæste Musösältan for at finde fred for den kraftige sydvestenvind i den meget nærliggende naturhavn ved Otterö.
   Det ligner nærmest en norsk     naturhavn 

Det blev noget nær en pilgrimsfærd, idet det var her Evert Taube skrev "Så længe Skutan kan gå" - han havde lejet et hønsehus på øen over sommeren 1954.

Jeg søgte ad lange naturstier til bebyggelserne både i øst og i vest, men jeg fandt aldrig hønsehuset - der var ingen mennesker at spørge.

Da jeg kom tilbage til båden i naturhavnen ved 18-tiden, var vinden slået om i sydøst og dermed lige ind i naturhavnen - stik imod det svenske DMIs løfter om konstant og kraftig sydvestenvind i dagevis. 

Rasende hev jeg ankrene op og sejlede til Grebbestad. 
Ikke en urolig nat mere, tak - to slemme i Musösältan er nok.

Billedet er taget her til aften oppe fra det høje fjeld, der knejser over byen. Der blev tid til at spise på restaurant, gå byen igennem og at klatre opad de mange trapper og henover klipperne til fjeldets top. 

Grebbestad er en utroligt sød og interessant by - ikke mindst her udenfor højsæsonen - de skønneste kringlede gader med de finurligste træhuse. 
Og så er der jo her nærved de vidunderlige bronzealders-helleristninger i massevis - og så det forunderlige Greby Gravfelt fra jernalderen. 
Det skal jeg se imorgen... 

1 kommentar:

  1. Tak for din hele tiden orientering om hvor du er. Nu er du langsom ved at nærme dig skærgården, det bliver en smuk tur. Håber vejret arter sig. Vi beder vejrguderne om at sørge for godt vejr.
    Vi er lige hjemkommet fra en ferie på Mors videre til Thyborøn og så mindeparken over de faldne under Jyllandsslaget. To dage i Hvide Sande. Vi havde blandet vejr med ok. KH Stig og Lone

    SvarSlet

Faste læsere