Her skrives om at sejle træbåd, spille harmonika - om klassiske både, skærgårdsidyl, sejlerliv, sejl-sejling - altså at sejle motorfrit, musikudøvelse, tanker om tiden, livet og alt andet relevant. Helt aktuelt er emnet: Kurs mod fjerne klipper - Turen op langs Vestnorge med Lofoten som mål - men dette mål er nu droppet. Med de indtrufne vejr- og helbredsmæssige kvaler har jeg endda droppet at nå Vestlandet og nyder nu Sørlandet.

Sejltur til Norge 2023 - og gamle indlæg

Turen til Norge gik afsted d. 22. maj - men længere end Sørlandet bliver det altså ikke. Vejrforhold spiller enormt meget ind, når man sejler på naturens præmisser - motorfrit og ovenikøbet single hand - og det har altså vist sine bagsider, så de store planer har måtte droppes. Vil du iøvrigt vide mere om mig og båden, så gå til min hjemmeside her: https://sekblom54.wixsite.com/stig-ekblom

torsdag den 15. juni 2023

Grand Tourismo

Vejrforholdene har da i den grad forandret stilen fra distance-stræben til oplevelsessejlads. 

Jeg fik mig revet ud af civilisationens kløer og forlod den ellers yndige by Kragerø ved 11-tiden og fik et langt rask kryds ud mod det åbne vand.
Det kunne ikke betale sig at tage for tidligt afsted Iflg vejrudsigten. 

Men jo mere jeg nærmede det store Skagerrak - der godt så noget fladt ud - jo sløjere blev vinden.
Helt ud ved kanten kom jeg ned på måske 2 knob på krydset - og så vidste jeg godt, hvad 90 graders drej mod vest ville medføre derude... 

Så jeg drejede af og sejlede "indenskærs' tæt på land (i søbrisen) vestpå ad Stølefjorden med kurs mod Gammel Portør Havn, som jeg havde læst om, og som Bo og Heidi fra den eneste anden gæstebåd i Kragerø havde sagt, at de var interesserede i (de er iøvrigt fra Lynæs). 
Sæsonen er virkelig ikke startet - der er plads til 150 gæstebåde i Kragerø!
 
De lå allerede alongside op ad klippen da jeg kom, men jeg sejlede en tur rundt om øen før jeg gik ind foran dem til klippen.
Men da jeg havde spist frokost og drukket kaffe, syntes jeg nu alligevel at der var for kedeligt og for langt at ro til det højt besungne Portør, så jeg hev mig ud og sejlede de 1,3 sømil til Vestre Dapholm lige udenfor Portør, som er en gammel handels- og tilflugtshavn for kysttrafikken i Sørlandet.

Portør er en genial konstruktion af vorherre eller Neptun eller naturkræfterne - lige ud til Skagerrak, men skærmet af skær og vinkler, så skibe har kunnet suse ind og er kommet i fuldkommen tryghed lige med det samme. 

Jeg pumpede kajakken op og roede ind og beså det fine gamle miljø.. 

Var oppe ved lodshuset og kigge ud over skærgården og Skagerrak, og minsandten også lille CAN III ude ved Dapholma.
Da jeg kom tilbage til holmene kom jeg i snak med to mennesker som var roet derud i en eke (som de vist kalder kaag) for at picnicke - og det resulterede i en meget lang snak i båden - og at jeg spillede for dem på harmonikaen, da de roede bort...

Og der var solen gået ned... 

Men dagens sejlads har altså medført at jeg er kommet så meget som ca 7 sømil nærmere til det efterstræbte Vestnorge... 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Faste læsere