Her skrives om at sejle træbåd, spille harmonika - om klassiske både, skærgårdsidyl, sejlerliv, sejl-sejling - altså at sejle motorfrit, musikudøvelse, tanker om tiden, livet og alt andet relevant. Helt aktuelt er emnet: Kurs mod fjerne klipper - Turen op langs Vestnorge med Lofoten som mål - men dette mål er nu droppet. Med de indtrufne vejr- og helbredsmæssige kvaler har jeg endda droppet at nå Vestlandet og nyder nu Sørlandet.

Sejltur til Norge 2023 - og gamle indlæg

Turen til Norge gik afsted d. 22. maj - men længere end Sørlandet bliver det altså ikke. Vejrforhold spiller enormt meget ind, når man sejler på naturens præmisser - motorfrit og ovenikøbet single hand - og det har altså vist sine bagsider, så de store planer har måtte droppes. Vil du iøvrigt vide mere om mig og båden, så gå til min hjemmeside her: https://sekblom54.wixsite.com/stig-ekblom

torsdag den 15. juni 2023

Portør-Risør

Dagens langfærd blev på 9 sømil - men en skøn tur på kryds i svag vind hele vejen.
De blødeste bølger på Skagerrak - og jeg fik ikke noget vand på fordækket overhovedet - og det siger noget når det handler om en Nordisk Krydser... 
Sådan havde det ikke været i Kattegat. 
En båd agterude forsøgte vist at hale ind på mig, men mine vidunderlige nye sejl giver båden en højde og fart på krydset, som ikke mange kan hamle op med. 
Forfølgeren blev meget lille, inden jeg smuttede ind i skærgården ved Risør.
Jeg mødte faktisk flere sejlbåde og endda for sejl (!) idag - men ellers præger motorbåde fuldstændig det norske havbillede. 

Jeg fandt ind i naturhavnen Bommen overfor Risør - endnu en perle - fuldstændig beskyttet - og pumpede gummikajakken op og roede over fjorden til byen. 

Risør var et meget meget større og meget mere betydningsfuldt handelssted end Portør. 
Byen er da også flot, men præget af flere omfattende bybrande, så der er ikke meget rigtigt gammelt tilbage. 
Faktisk er Kragerø, hvor jeg overnattede for nogle dage siden, meget mere charmerende - synes jeg...

På gåturen i byen mødte jeg bla. Hans Majestæt Kongens Garde, der bød på marsh-opvisning med ækel messingsuppe til - iført de mest vanvittige garderuniformer, jeg har set.
Alle drengene var stort set barberet skaldede og så havde de sorte bowlerhatte på med en fyldig dusk påsat, som hang ned i ansigtet på dem.
Pigerne havde håret hårdt strammet op og proppet op i bowleren med dusken. 
Sikke da noget... 

Vejrforholdene byder stadig mest på turisme - gad vide om jeg kan nå til det berømte Lyngør imorgen godt 7 sømil herfra - idag blev distancen jo næsten 9! 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Faste læsere