Her skrives om at sejle træbåd, spille harmonika - om klassiske både, skærgårdsidyl, sejlerliv, sejl-sejling - altså at sejle motorfrit, musikudøvelse, tanker om tiden, livet og alt andet relevant. Helt aktuelt er emnet: Kurs mod fjerne klipper - Turen op langs Vestnorge med Lofoten som mål - men dette mål er nu droppet. Med de indtrufne vejr- og helbredsmæssige kvaler har jeg endda droppet at nå Vestlandet og nyder nu Sørlandet.

Sejltur til Norge 2023 - og gamle indlæg

Turen til Norge gik afsted d. 22. maj - men længere end Sørlandet bliver det altså ikke. Vejrforhold spiller enormt meget ind, når man sejler på naturens præmisser - motorfrit og ovenikøbet single hand - og det har altså vist sine bagsider, så de store planer har måtte droppes. Vil du iøvrigt vide mere om mig og båden, så gå til min hjemmeside her: https://sekblom54.wixsite.com/stig-ekblom

lørdag den 10. juni 2023

Sirenernes sang - og fortryllelsens kraftesløshed

Det er gået op for mig, at det ikke var en skovfe, der fik mig herind i Skutevikkilen, men sirenernes sang.

Straks, jeg var kommet herind, blev jeg tydeligvis overfaldet af en odysseisk kraftesløshed, så jeg nu ikke kan slippe væk.

Jeg er altså heller ikke kommet afsted idag - var lidt svimmel og utilpas i formiddags - og vejrmeldingen lovede 1-1,5 m/s herudenfor. 
Og det kom til at passe - Jomfruland og Lyngør Fyr meldte disse værdier siden kl 11, så jeg var godt nok heller ikke kommet langt... 

Til gengæld sejlede jeg båden ind til klippen og lagde mig derpå og hvilede - og sent på eftermiddagen fik jeg kræfter til at gå en tur op på Østre Gumøyknutten 134 m over havet for at kigge ud over skærgården her. Jeg fulgtes ad med ca. 1,7 millioner myg... 

Jomfruland er den yderste lange smalle lave bræmme - den er "dansk geologi" dvs ingen klippe - bare sandjord. Skovklædt og bebygget, men helt typisk norsk... 

Imorgen håber jeg at kræfterne er vendt tilbage - måske fik jeg for meget sol igår mens jeg dovnede og roede rundt i kajakken... 

Men nu ser båden altså sådan ud - nu med klippe... 

Og lige nu klinger unge smukke norske kvinders latre ud over Skutevikkilen - - - sirenernes sang? 


1 kommentar:

Faste læsere