Her skrives om at sejle træbåd, spille harmonika - om klassiske både, skærgårdsidyl, sejlerliv, sejl-sejling - altså at sejle motorfrit, musikudøvelse, tanker om tiden, livet og alt andet relevant. Helt aktuelt er emnet: Kurs mod fjerne klipper - Turen op langs Vestnorge med Lofoten som mål - men dette mål er nu droppet. Med de indtrufne vejr- og helbredsmæssige kvaler har jeg endda droppet at nå Vestlandet og nyder nu Sørlandet.

Sejltur til Norge 2023 - og gamle indlæg

Turen til Norge gik afsted d. 22. maj - men længere end Sørlandet bliver det altså ikke. Vejrforhold spiller enormt meget ind, når man sejler på naturens præmisser - motorfrit og ovenikøbet single hand - og det har altså vist sine bagsider, så de store planer har måtte droppes. Vil du iøvrigt vide mere om mig og båden, så gå til min hjemmeside her: https://sekblom54.wixsite.com/stig-ekblom

mandag den 19. juni 2023

Lyngør forever

Egentlig ville jeg jo have dalret stille nedad gennem den indre skærgård - så langt jeg nu kunne nå i al bekvemmelighed. 
Men min distance-trang er simpelthen gået i lammelse.

Lyngør Fyr meldte nu 0,9 m/s selvom det ligger i "trækkanalen" - det giver bestemt heller ikke noget håb om nævneværdig distance...

Men så fik jeg jo besøg af en sæl, som kostede mig lang tids opmærksomhed
 - og så roede jeg ind til Lyngør og så en masse mere, gik op til lodsudkigget og  helt ned til østenden - og ud i naturreservatet - og handlede ind til aftensmaden i Lyngørs eneste dagligvareforretning "Husholdnings Handel" - som er meget lille, men med fine varer til ganske normale norske priser - og så er den historiske butik nu en ubemandet digital selvbetjeningsbutik.

Lidt Lyngør-indtryk:
(husk at du kan gøre billederne store ved at klikke på dem...) 


Roede tilbage til Stensøykilen og besluttede så at flytte ind og ligge alongside ved klippen for at blive her endnu en nat. 
Roede simpelthen en meget lang line til land og gjorde den fast i til en bjergkile i klippen - hev ankeret op og halede mig ind til land og fortøjede til klippen. 

Klatrede op på klippen og ind på Nordre Bukkholm - der er helt ubeboet - og uden andre bukke end mig. 
For nærmest vild på den - den er virkelig ufremkommelig.
Fandt tilbage og besluttede at blive en nat mere her - og opdagede at sælen stadig muntrede sig her i Stensøykilen. 

Spiste herlig torsk med champignon og ærter fra "Husholdnings Handlen" med fløde/hvidvinssauce og ris fra bådlageret - kom ikke og sig, at simple living er bad living... 

Her er herligt - men mon ikke jeg kommer videre imorgen - de lover lidt mere vind...



1 kommentar:

Faste læsere