Her skrives om at sejle træbåd, spille harmonika - om klassiske både, skærgårdsidyl, sejlerliv, sejl-sejling - altså at sejle motorfrit, musikudøvelse, tanker om tiden, livet og alt andet relevant. Helt aktuelt er emnet: Kurs mod fjerne klipper - Turen op langs Vestnorge med Lofoten som mål - men dette mål er nu droppet. Med de indtrufne vejr- og helbredsmæssige kvaler har jeg endda droppet at nå Vestlandet og nyder nu Sørlandet.

Sejltur til Norge 2023 - og gamle indlæg

Turen til Norge gik afsted d. 22. maj - men længere end Sørlandet bliver det altså ikke. Vejrforhold spiller enormt meget ind, når man sejler på naturens præmisser - motorfrit og ovenikøbet single hand - og det har altså vist sine bagsider, så de store planer har måtte droppes. Vil du iøvrigt vide mere om mig og båden, så gå til min hjemmeside her: https://sekblom54.wixsite.com/stig-ekblom

søndag den 4. juni 2023

Kylling og makrel

Forlod stenbruds-naturhavnen i stilfærdig østlig vind og gled nedad og derefter mod vest ud mod Skagerrak, som jeg skulle sejle opad udenom Sotenkanalen, da det er forbudt at sejle for sejl i den.

Engang gjorde jeg det i medvind og medstrøm, med bare storsejlet 1/3 oppe – og utallige var de svenske sejlere, der med store armbevægelser gjorde mig opmærksom på at det var forbudt (hvad skal man med politi, når svenskerne klarer det selv?) 
Ved svingbroen stod der så – så jeg pludselig – to uniformerede kystbevogtningsfolk og stirrede ned på mig og båden, mens vi gled igennem – så jeg begyndte lynsnart at banke hårdt med en knytnæve på kistebænken mellem mine ben, så de ikke kunne se hånden – og gong-gong-gong – vi kørte da for motor, ikke?

Nå, men det forventede jeg ikke at kunne denne gang, så jeg ville tage den udenom - men vinden løjede sørgeligt af, da jeg passerede Kungshamn - og endnu mere, da jeg passerede Smögen – men idet jeg stak stævnen ud i Skagerak friskede det voldsomt op fra nord. Den slatne genua blev sprængfyldt  og båden krængede dramatisk over. 
Så vendte jeg…

Kylling!

Og sejlede tilbage og ind i Smögen (Kleven) – for at se tiden an. Gider ikke at krydse derude i 10-12 m/s – 10-12 sømil, selvom det vel kan overstås på et par timer eller 3. 
Er jeg blevet en gammel tudse, der bare vil nyde livet og slet ikke yde?

Men der er jo også så dejligt og sjovt i Smögen – og det er jo så mange år siden, jeg har været der sidst. Der er et folkeliv uden lige – masser af butikker direkte ud til havnen. 

Så ind og finde en plads – alle følger opmærksomt det motorfri anløb og ånder tydeligvis lettet op, når galningen er kommet til bros.
Ak og ve -tilbage igen i civilisationen med alle dens fristelser og omkostninger. 

CAN III nu i civiliserede omgivelser

Smögen er jo sjov – et ældgammelt handelscentrum i skærgården

Og et gammelt og vigtig fiskeleje med masser af makrel og torskefiskeri
Her til venstre ses et tørrestativ til makrel-garn.

Det lod vente på sig med at løje af og dreje til sydvest – her har SMHI været lidt for optimistiske. 

Kl 16 valgte jeg at blive her. Det var umuligt at betale for pladsen på docknet.com, så foreløbig ligger jeg her gratis (min norske nabobåd-dame fortalte, at sådan er det altid, inden sæsonen starter, og de plejer at ligge her gratis) og ellers havde det kun kostet 68 SKR..

Jeg købte 2 fede og gode makreller for, hvad der svarer til 55 danske kroner – men ellers er fiskepriserne ligeså hambre som i DK.

Grillede den ene makrel på min smarte grillplade til gaskomfuret fra Harald Nyborg – sammen med tomater og løg - det var smaskans, som svenskerne siger…
Den anden vil jeg spise imorgen – håber den kan holde sig…

Nu må vi se, hvad morgendagen bringer – foreløbig ser det ikke så godt ud for den videre færd i morgen.

Det er i øvrigt forbløffende så effektiv min solfanger er til at oplade akkumulatoren. Her i Smögen koster en overnatning altså 68 SKR (hvis man ellers kunne betale) og eltilslutning koster det samme oveni. 
Men på et par timerog lidt til har den uden videre klaret mit forbrug til opladning af smatfon og tablet på nogle dage. 
Så ævbæv – jeg klarer da heldigvis migselv uden…

PS: Idag har jeg ikke set noget militærfartøj eller -fly. Er krigen sluttet? 

3 kommentarer:

  1. Hej Stig. Det er da lidt ærgerligt at du ikke må gå for sejl igennem Soten kanalen. Jeg tænker at det er så smukt at glide igennem der med land på begge sider. Jeg har fundet biller af kanalen. Skal vinden ikke komme mere fra vest for at gå for sejl uden at krydse. Er du ikke lidt fristet til at bruge EL-elpiskeren.? Det er jo så meget den rigtige vej samtidig, er det ikke? Jeg tør ikke skrive dårligt om svenskere her, men det er sgu en uskik at stoppe andre i f.eks. at gå for sejl, bare fordi de ikke selv kan. Hvad ville straffen/bøden være for en sådan alvorlig forbrydelse ?

    SvarSlet
  2. Er det Smøgen/Kleven der ligger på denne lokation 58°21.711'N 11°13.766'E ? Jeg har fundet billeder af dette sted (også) . Det ser skide hyggeligt ud og passer sikkert fint til smagen af markral. Men 68 svenske pesetas for strøm, "no way"

    SvarSlet
  3. Kan man ikke købe en gas-til-el konverter hos Harald Skrald /Class Olson

    SvarSlet

Faste læsere