Her skrives om at sejle træbåd, spille harmonika - om klassiske både, skærgårdsidyl, sejlerliv, sejl-sejling - altså at sejle motorfrit, musikudøvelse, tanker om tiden, livet og alt andet relevant. Helt aktuelt er emnet: Kurs mod fjerne klipper - Turen op langs Vestnorge med Lofoten som mål - men dette mål er nu droppet. Med de indtrufne vejr- og helbredsmæssige kvaler har jeg endda droppet at nå Vestlandet og nyder nu Sørlandet.

Sejltur til Norge 2023 - og gamle indlæg

Turen til Norge gik afsted d. 22. maj - men længere end Sørlandet bliver det altså ikke. Vejrforhold spiller enormt meget ind, når man sejler på naturens præmisser - motorfrit og ovenikøbet single hand - og det har altså vist sine bagsider, så de store planer har måtte droppes. Vil du iøvrigt vide mere om mig og båden, så gå til min hjemmeside her: https://sekblom54.wixsite.com/stig-ekblom

fredag den 16. juni 2023

Jeppe i paradiset

Vejrmeldingen lovede rigtig svag vind idag - og det holdt.
Heldigvis besluttede jeg at blive her i Pjolter Bay - som de lokale Risør-sejlere af uvisse årsager kalder naturhavnen her - Bommen hedder den i søkortet. 

Har ferieret - badet, roet ture i kajakken - sludret med nordmænd - solet mig - og vigtigst af alt: lavet Fårikål. 

Her er så lunt og stille, men lige nu kom der et pust, da vinden slog om til nord - landbrisen startede. 
Det gør det ikke mindre lunt - nu kommer al den ophedede luft jo retur inde fra land, og det vil den gøre hele natten - ganske stille. 

Her i skrivende stund kl. 20.48 kan jeg sidde kun iført shorts ude i cockpittet - en sløret sol og landluften holder gryden varm. 

Men nu jeg taler om gryden:
Igår gik jeg ind hos en etner-butik og der fandt jeg minsandten et kilo frossent lammekød i udhuggede stykker med knokler, fedt og det hele. 100 dkr - vildt billigt i forhold til kødpriserne i supermarkederne. 

Allerede i Kragerø søgte jeg efter en restaurant med den norske nationalret Fårikål - forgæves, og også her i Risør. 
Det er en sæsonsag. 
Det er virkelig slowfood og søbemad - passer selvfølgelig slet ikke til sommer. Men jeg er vild med det - og har spist det her til aften og kan glæde mig til resten imorgen. 
Så Jeppe er i paradiset... 

Risørs stolthed - træskibet Risør II - kom igennem naturhavnen fuld af folk - og der var megen vinken og fotograferen...

Situationen er mærkelig. 
Jeg er kun kommet 300 sømil igennem hjemmefra - skulle pt have sejlet 800, helst. Men helbred og vejr har altså stoppet mig og holdt mig tilbage

Motorfrihed og single-sejlads har sine faldgruber - det er et chancespil, men netop også derfor charmerende og interessant - fremfor automatiseret transport-tænkning. 

Men nu er der 183 sømil herfra til Stavanger - og det er jo bestemt ikke urealistisk at sejle det på 10 dage, inden Marianne kommer ombord. 
Det har jeg adskillige gange sejlet på 3 dage! 
Nu kommer der dage med lidt mere vind og måske lidt regn - rejsevejr.

Håbet er ikke ude om at nå Vestlandet og så komme deropad. 
Men så højt som Lofoten - det er nok urealistisk... 

Men alt kan jo ske! 


Her vist på skitse fra Harbour Guide - sådan ser forholdene ud, når man ikke nøjes med de norske søkorts tåbelige 5 meters-kurve som det mindste. 
De norske søkort er forfærdelige!!! 

Her ligger jeg altså nu på andet døgn, og sådan et syn er da ikke til at blive træt af, vel? 




6 kommentarer:

  1. Hej Stig. På hvilken måde er de Norske søkort forfærdelige ? Kan man ikke stole på dybdeaftegningerne eller hvad er det med dem ?
    Hilsen Jesper

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er bare smidt en bunke tal ud over kortet - så må man selv læse sig til, om man kan blive smadret på det undersøiske skær eller ej.
      På det digitale kort er den mindste dybdekurve en 5 meterkurve. Alt inde bag denne er kun sporadisk angivet med nogle krydser med tal ved.
      Man ville overhovedet ikke kunne sejle på Roskilde Fjord syd for Frederikssund med sådanne kort.
      Stig

      Slet
  2. Hvad? Storesøster spør lige om “helbred” - har der været problemer mæ helbredet? I så fald må vi hente dig hjem. På en eller anden måde. Syns jeg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvem er det, som så venligt bekymrer sig?
      Stig

      Slet
  3. jeg var syg nogle dage i Skuteviken, men blev rask igen og sejlede videre.
    Stig

    SvarSlet
  4. Stig, til din information er Pjolter norsk slang for en whisky-sjus

    SvarSlet

Faste læsere